onsdag den 12. september 2012

Drømmefyr på Viagra

      Her på redaktionen havde vi længe vidst, at vores freelance kontordame, frk. Dorthe Duske, i den seneste tid har været på adskillige dates for at finde sig en passende ægtemand, og hun anvendte naturligvis internettet som jagtmark for en sådan egnet type.
      Frk. Duske stillede dog så store krav til manden, at vi her på redaktion væddede en kasse øl på, at hun ikke kunne finde ham. Manden i hendes liv skulle nemlig være både meget kærlig, intelligent, særdeles generøs, have udpræget sans for humor, ufattelig rig og overordentlig potent, hvorimod alderen til gengæld mærkeligt nok ikke havde den store betydning.

      I går aftes lykkedes det dog for den krævende frk. Duske, at finde manden der kunne leve op til alle hendes krav........Han er 68 år gammel, meget rig, har hus ved Øresund, nord for byen, stor sejlbåd, og ejer 2 biler, en Jaguar sportsvogn og en Mercedes limousine.
      Hans alder, og det faktum at han har været gift før og har 18 børn og 36 børnebørn med 4 forskellige kvinder afskrækkede ikke frk. Duske, tværtimod, da det netop beviste, at manden er overordentlig potent. Han ønsker ikke sit navn nævnt på vort blads sider, da han er at finde i telefonbogen - og, som han siger, der er jo dog grænser.

      For at bevise mandens potens, fik hun en fotograf til at forevige hendes test af manden, som vi hermed offentliggør et billede af.
      Denne præstation kan ingen her på redaktionen klare, og redaktøren tabte således væddemålet til stor ærgrelse. Men vi ønsker dog alligevel frk. Duske tillykke med fundet.

torsdag den 16. august 2012

Nye tider på landets plejehjem

      Foreningen For Danmarks Plejehjemspersonale (FFDP), har i weekenden holdt deres årlige sommerkonference på Vorbasse Badehotel. På dagsordenen i år stod emnet "hvad kan vi gøre for at forbedre forholdene på vore plejehjem?", et tiltagende nødvendigt emne at tage op, efter flere sparerunder og budgetnedskæringer. Der var visse i salen, der kom med lidet farbare forslag, som  eksempelvis mere personale, flere penge, bedre arbejdsforhold til aftenpersonalet, mindre skema- og blanketbureaukrati, osv, hvilket selvfølgelig kunne tages af bordet med det samme som værende helt urealistiske fantasterier.
     
    Det eneste farbare forslag, der kunne tages op til nøjere behandling var et forslag stillet af forstanderen for Østre Sulstrup Plejhjem, fru Jette Barsk-Simonsen, om opsætningen af informative skilte på plejehjemsbeboernes private værelser. Hun havde endda i samme anledning udarbejdet to tekstforslag, som begge har været afprøvet i en længere periode i Østre Sulstrup med et vist held. Det første tekstforslag lød i sin enkelthed "Ryd op efter dig selv - din mor er her ikke!", og den havde gennem nogle måneder haft en vis effekt, og fået nogle af de gamle til at dæmpe deres plejekrav noget. Men omend den nød bred tilslutning, så valgte man i sidste ende en mere rar og serviceorienteret skiltning, som ses på ovenstående billede, og som også havde gjort det noget rarere for alle på plejehjemmet, og havde medført at personalet kunne drikke deres kaffe i nogenlunde fred og ro, især på aftenvagterne, hvor personalet har for vane at samles i vagtstuen og spille ludo, og se "Spise med Price".
     
      Man enedes i øvrigt om fremadrettet at vedblive med konstruktive forbedringer i retning af at lave nogle 4-sengs- eller 6-sengs- soverum, for at løse det meget omtalte ensomhedsproblem på landets plejehjem, hvor de gamle kun får besøg en gang om året, og man var enige om, at fællessoverum måske ville virke noget mindre ensomt for de gamle. I det kommende år ville man dernæst, så vidt budgetterne tillod det, indkøbe japanske, elektroniske hundehvalpe, der kan løbe op og ned ad gangene og sig "vov-vov", for at skabe en mere hjemlig stemning, da undersøgelser har vist, at de gamle savner små hunde eller lignende. Ud over disse forslag, så vil man i en prøveperiode, for at undgå den voldsomme stigning i sovepiller, indføre tvungen afspilning af P4 på værelserne kl 20 om aftenen, da det har vist sig meget effektivt i forhold til at få folk til at falde i søvn.

onsdag den 8. august 2012

Farvel til kære lille Pia

      I dag, ondag den 8. august 2012 er en mærkedag, - ja måske ligefrem en flagdag, hvor dannebrog kan flages med behørig grund, og ikke bare på grund af nationalfjolleri - , dagen hvor Pia trækker sig som åndelig leder af Dansk Folkeparti.

      Dog måtte redaktøren, med mistænkeligt løftede øjenbryn, kaste et blik på kalendren for at sikre sig, at det ikke var den 1. april - og at der således kunne foreligge en ondsindet aprilsnar.
   Da meddelelsen blev endeligt bekræftet, holdt vi her på redaktionen en behørig gravølsfest, for at markere, at vi ikke mere i tide og især i utide, skulle få damens fjæs smækket op på vores sagesløse tv-skærm, med hendes mening om ditten og især sin spøjse mening om datten.

      Vi pustede balloner op i snesevis, dryssede serpentiner ud over hele lokalet, knappede et par Tuborg op fra kassen, og rekvirerede straks et par livlige og festlige damer fra vores lokale  stamcafe til at holde os med selskab, samt et tolv-mands swingorkester. - Det skulle lige mangle. Hvornår festen slutter vides ikke i skrivende stund.

      Der blev endda forfattet en lejlighedssang, naturligvis på Richard Ragnvalds Kære Lille Mormor, som alle skrålede lystigt med på:

Kære lille Pia, Kære lille Pia
Tillykke med din afgangs-daaaag
vi skal have sange og blomster
så skal der hejses et flag
Kære lille Pia
Tillykke med din afgangsdaaaaag

Vi prøvede endda at få den lokale sigøjner-perker nede foran Nettos hovedindgang til at komme og spille melodien, men det ville han ikke, om man så tilbød ham 25 kr kontant!

      Om det så bliver Tulle eller ej, der skal efterfølge hende, så kan man måske tro, at det i og for sig ikke under nogen omstændigheder kan blive værre.........efter en tid med danskhedssnæversyn af værste skuffe, EU-had, og for at sige det mildt, en vis modvilje mod folk, der ikke lige er født i Nærum eller Glumsø, samt geniale ideer om forbud mod folks parabol-antenner i egne boliger, OG ikke at forglemme, en upassende og usmagelig leflen for stakkels folkepensionisters urimelige vilkår, alt imens kommunalbestyrelsesmedlemmer fra DF har siddet i næsten alle danske kommuner og stemt for forslag, der forringer de ældres vilkår i forhold til hjemmehjælp.


      Som efterfølger har vi dog et forslag, nemlig Anders Ands fætter på mødrene side, som vist på billedet. Han har netop gjort sig i stand, med touperet hår og er klar til at tage over hvor den sidste rapand slap.

      Denne fætter kan nogenlunde det samme som Pia Kjærsgaard hvad politik angår, måske endda lidt mere, men under ingen omstændigheder  mindre, hvilket heller ikke kan lade sig gøre........og med det næb, ligner hans ansigt nogen lunde Pia Kjærsgaards - og hvad vigtigt er, ligner han langt fra en muslim med den hårfarve og frisure og det har vi indtrykket af, er det eneste kriterium man opstiller i Dansk Folkeparti, når man gransker partiets folketingsmedlemmer nærmere.

fredag den 3. august 2012

Paven på diskotek i Rom

      Den administrerende direktør i Vatikanet A/S, Pave Benedict den 16. er jo en moderne type, der forstår nødvendigheden af at bekymre sig om hans verdensomspændende firmas PR-værdi - og det kom vor udsendte medarbejder i  Peterskirken, Giovanni Spaghetti, for øre, at paven havde luftet tanker om at tage ud i Roms natteliv for at opleve virkeligheden og komme den almindelige befolkning ved, eller som han skal have udtrykt det: at være "nede med de unge", ved at aflægge besøg på et lokalt diskotek helt incognito. Da vi nu havde fået nys om denne affære, bad vi vor udsendte medarbejder om at holde øjne og ører stive, ifald noget der kunne ligne en diskret udseende pave skulle dukke op på gadehjørnerne.

      Efter meget fodarbejde og en smule bestikkelse lykkedes det vor udsendte at skaffe sig informationer, der normalt ville være ganske umulige at få fingre i. Det viser sig, at inden pavens natlige bytur, skal hans over-velærværdighed have sendt bud efter sin hellige frisør, som han altid bruger,  inden han går ud til almindelige mennesker.
Men denne gang følte denne gudsbenådede herrefrisør ikke at hans evner rakte, og bad derfor til apostlen Johannes om råd, og hørte i den forbindelse en stemme, der anbefalede ham at sende bud efter en moderne frisør ude fra Roms mondæne kvarter, og efter nogen tids  kunstnerisk udfoldelse med saks, kam, og hårlak, lykkedes det for denne frisør at gøre Hans Hellighed moden til det ønskede natlige diskoteksbesøg - og vores udsendte, den gode hr. Giovanni Spaghetti, fangede paven med sit kamera, som ses her i sin bærestol på vej til diskoteket. Paven leder med sin finger, som det ses på billedet, alfaderligt vej mod destinationen.

      Der forlyder intet konkret om, hvordan natten forløb for hans velærværdighed, da det lykkedes at holde festlighederne for lukkede døre, men to fotografer(hvoraf den ene heldigvis var vores) var så vedholdende at vente ved diskotekets bagdør til ud på de små timer. En halv time efter at Guds stedfortræder her på jorden havde forladt diskoteket diskret via bagdøren, viste sig i samme bagdør en nonne, der lod til at have for travlt til at tale med de ventende fotografer. Men det lykkedes dog at tage et billede af den nydelige kvinde, inden hun forsvandt i mørket.
Da Vatikanets PR-chef i morges blev forelagt fotografierne var det ham magtpåliggende, for ikke at give anledning til unødige og upassende spekulationer, at anføre, at der intet som helst mærkværdigt er ved, at Vatikanets åndelige leder tager sig tid til at tale om åndelige anliggender med en nonne, som han tilfældigvis møder på det lokale diskotek kl. 1. 30 om natten, idet ægte hengivne kristne er kristne når som helst og hvor som helst, forlyder det med bister mine fra samme PR-chef.

Sommerpolitik: fra Liberalistisk Alliances sommermøde

      Det brogede Liberalistisk Alliance holder sommermøde i disse dage, og da der ikke sker meget i dansk politik, når alle politikere enten er på charterferie, eller sidder hjemme og spiser jordbær med fløde, så sendte vi i hast vores rapporter og fotograf afsted for at lodde stemningen og om muligt snuppe et par interessante  billeder af nogle begavede LA-medlemmer. Vi gjorde os i den anledning ikke de største forhåbninger på forhånd, da det vel er almindeligt kendt, at kuglekastere og lignende godtfolk normalt ikke slår sig op på imponerende politisk tæft og sammenhængende udtalelser, der er værd at skrive seriøst om.

      Vore udsendte kedede sig da også bravt, mens det hele stod på, men fik sig dog en god frokost på partiets regning, da man havde svært ved at skelne mellem hvem der var hvem blandt de tilstedeværende, og man åbenbart ikke havde lyst til at stille upassende spørgsmål, der let kunne komme til at fornærme en kendis. Desuden havde vor fotograf ganske snedigt lagt den strategi at stille sig ved tag-selv-bordet, og uhæmmet rage til sig, fuldstændig uden tanke på, om der i hans kølvand ikke blev efterladt en eneste fiskefilet eller minifrikadelle til de andre gæster, samtidigt med at han skamløst smilede og råbte "ingen arme, ingen kager!", hvilket antageligt medførte, at ingen betvivlede, at han hørte hjemme i partiet.

Anders Samuelsen i godt lune på
partiets sommermøde.
      Formanden Anders Samuelsen var ikke meget for at lade sig fotografere mens han spiste og drak øl og snaps, men indvilligede i at stille op til fotografering når han havde spist færdig, tørret sig om munden og fjernet servietten fra halsen. På ingen måde kan det antydes, at han havde fået for meget snaps, men var dog i et lattermildt og imødekommende hjørne, da kl. blev 19.30.
      Vores fotograf fik sit billede af Samuelsen og var ganske tilfreds med resultatet, som vi hermed bringer til vore læsere.

     

torsdag den 2. august 2012

OL-news fra vor udsendte

      På redaktionen erfarede vi fra radioen, at der under OL i London ville bleve afholdt finale i 100 meter bryst for damer denne torsdag eftermiddag, hvilket straks vakte hele redaktionens interesse.
      Med al respekt for lesbiske, mente vi dog at denne øvelse ville have størst interesse for vore mandlige læsere, hvorfor vi straks kontaktede vores udsendte OL-ekspert i London, hr. Sigvald Halvgrimsson, som selv går under betegnelsen mand, og derfor måtte tænkes mere egnet til at lave et mande-indslag.

      Den gode Sigvald søgte med entusiasme rundt i OL-byen for at finde det præcise sted for afholdelse af denne yderst  interessante finale, men ingen syntes at vide hvad han talte om. Det skal nævnes, at Sigvald taler et udmærket skoleengelsk, og skulle angiveligt have formuleret spørgsmålet meget præcist til "excuse me, but where is the 100-meter breast?", mens han samtidigt forsøgte med en udtryksfuld ansigtsmimik for at hjælpe på kommunikationen.

      Til sidst lykkedes det for venlige mennesker at vise ham hen til en svømmehal, adskilt på vanligvis international vis i en dame og herreafdeling, samt en afdeling for tilskuere.

      I god tro lykkedes det Sigvald at tiltuske sig en plads på første række på den dyre langside, med kun ganske lidt håndgemæng til følge, plus overtaleleseskunst og fremvisning af et DSB-togkort, som han på tyrkisk forklarede de mange utilfredse tilskuere var et OL-pressekort.

      Efter at have ventet i flere timer, så han ingen damer overhovedet stillet op på rad og række på 100 meter, fremvisende bryster, men i stedet kvindelignende mennesker, iført hel-badedragter, løjerlige hætter og svømmebriller, plaske frem og tilbage i svømmepølen under tilskuernes vilde jubelråb.

   Professionelt skuffet og meget nedtrykt vendte vor udsendte tilbage til hotellet med uforrettet sag. Men ved hotellets svømmepøl fandt han dog en nydelig indfødt kvinde, der mere matchede Sigvalds idealbillede på en kvindelig OL-deltager, hvad hun så viste sig ikke at være, idet hun have den slags erhverv, der spontant kan opstå på hoteller, hvor der kommer mange turister på een gang. Til gengæld var kvinden helt tydeligt iført den rigtige type badedragt, som Sigvald har forestillet sig han ville bringe et billede af, og han overtalte den venligt indstillede kvinde til mod 30 pund at posere til glæde for vore mandlige læsere, i mangel af bedre.
Helt uventet viste den engelske charme og  venlighed sig ydermere for Sigvald, da den pæne unge pige gik så vidt i sin imødekommenhed, at hun tilbød mod et nærmest symbolsk beløb, at ledsage Sigvald tilbage på hans hotelværelse, hvor hun godt ville have tid til at opholde i et vist tidsrum, til glæde for Sigvald.
Som Sigvald bagefter udtaler, så er det "ikke hver dag og alle steder man møder så søde og imødekommende unge piger", og at det kunne man måske tage lidt ved lære af i Bogense, hvor Sigvald selv har trådt sine barnesko, og hvor han ikke synes, at det er lige så nemt at møde så søde piger som denne engelske friske pige.

      På billedet ser vi den unge dame posere med et skilt på sin nydelige badedragt, som det er påbudt i England, viser hendes alder, da kvinder her skal være over atten for at vise sig offentligt, uden den klassiske engelske spadseredragt. Disse skilte skal gøre det nemmere for de engelske "bobbyer" at passe deres arbejde med uden unødigt tidsspilde at fange lommetyve og andre af Londons mange suspekte individer. 

     

fredag den 27. juli 2012

DF i indvandrerspørgsmål: Vi vil skam gerne bygge bro

      Det er jo almindeligt kendt, at Dansk Folkeparti ikke bryder sig om fremmede - og slet ikke, hvis de kommer til Danmark som indvandrere, flygtninge af tvivlsom herkomst, eller på anden måde suspekte personer........som angiveligt vælter ind over grænserne året og døgnet rundt... ja sågar både jule- påske-pinse og Valdemars dag

      I den anledning har en særlig undergruppe af DF - DITÅ (Danmark I Tusind År) - været på studietur i det store udland, for at få inspiration til hvordan vi effektivt kan sikre vores grænser mod disse forfærdelige menneskehorder, som kommer for at ligge vort kære fædreland til last, og som notorisk IKKE kan lide røde pølser.

      Det er lykkedes for redaktionen via en plantet undercover-journalist (der kan vi af samme grund ikke sige hvem det er) at få et billede af undergruppens foreløbige arbejds-udkast til, hvordan den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland bør fortificeres, nemlig med en kløft og en smal bro, og overgangen armeret med en kanon og en maskingeværrede på den danske side af kløften, samt et skilt, hvorpå der på dansk og tysk står "Dette er Danmark! - vi står vagt om de danske værdier!"

      Hvad tyskerne og andre medlemmer af EU vil synes om ideen, står indtil videre hen i det uvisse, men det vil snart vise sig, og efter undergruppens talsmands udsagn "rager det os en høstblomst, hvad disse bureaukrater nede i EU måtte mene om det"!

      DF´s undergruppe består af kompetente og snedige folk, og det er således ikke forbigået deres opmærksomhed, at grænsen mellem Danmark og Tyskland ikke for øjeblikket byder på så dramatisk et landskab, som man kunne ønske sig til formålet, og man pusler derfor med flere forskellige ideer til, hvordan den kan komme til at se ud som på computeranimationen. Man har endnu ikke lagt sig fast på noget, men snedige ideer har været oppe omkring noget med at få Flyvevåbnet til at anlægge en egnet kløft, ved hjælp af Tomahawk-missiler, eller subsidiært tvangsudskrive alle bistandsklienter og andre subjekter på overførselsindkomster til at udgrave en tilsvarende kløft med hakke, spade og skovl.
     
       I øjeblikket lader stemningen mest til, at være til det sidste, idet de langhårede, dovne, kejthåndede, venstreorienterede børster, der formentlig også er bøsser, bare hæver deres bistand, og sidder og drikker øl og ryger hash "ikke har noget fornuftigt at tage sig til alligevel - og på denne måde får de samtidigt en enestående chance for at tjene deres land"!

      Formanden for DITÅ udtaler i øvrigt, at det godt kan være, at en sådan sydgrænse ikke i første omgang vil være nok til at holde asiens, afrikas og mellemøstens horder ude, men om ikke andet, så vil det som en gunstig bi-effekt kunne forhindre al den grænsehandel, der i øjeblikket medfører et milliardtab for den danske statskasse, fordi upatriotiske jyder er ligeglade med deres fædreland, så længe de kan få Harboe-pilsnere til det halve, og fordelagtige tilbud på ekstra stor Toblerone, samt at kløften formentlig på meget kort sigt vil forhindre en del sommerhusudlejning til tyskere, der bare lejer alt muligt, og tror at de derfor kan tillade sig bare at te sig, som det passer dem.


      Man er godt klar over projektets omfang, og det tænkes derfor, at det kan blive noget, der kommer til at strække sig over en årrække. Men som formanden igen siger: "Så kan vi vel godt få bygget noget kløft hernede, når de tossede kivenhavnere skal bygge underjords-sporvogne alle vegne for offentlige midler"!
(DITÅ-formanden bor selv i Sønderborg, og har i mange år ledt efter et projekt, der kunne give sønderjyderne en lige så stor del i skattemidlerne, som de tydeligvis får i hovedstaden).

onsdag den 25. juli 2012

Kampen for ligestilling mellem kønnene

      De gæve forkæmpere for ligestilling mellem kønnene her til lands har endnu ikke, efter mange års hård kamp, opnået de ønskede resultater. Især inden for det offentlige siges det, at der endnu er lang vej til det ønskede mål, nemlig fuld og hel ligeberettigelse, arbejsmæssigt, lønmæssigt, såvel som hvad avancementmuligheder angår.

I den private sektor, såvel som i de små hjem og privatlivet i det hele taget, i by og på land, er man tilsyneladende ikke alene et hestehoved foran, men en hel girafhals.

Vor fotograf har her fanget en idylisk harmoni mellem moderne ægtefolk. Ægtemanden har, som det ses, overladt den totale ledelse og styring til konen, mens han  endog,  på tilsyneladende yderst  behagelig vis, ser passivt til. - Det kan lade sig gøre, som så meget andet, hvis bare man vil det nok. 

      Det skal nævnes, at ægtemanden på billedet ønsker at være anonym, da han meget nødigt vil moppes af ledelsen på sin offentlige arbejdsplads, men selvfølgelig har vi mandens navn, adresse og telefonnummer her på redaktionen.

     




tirsdag den 24. juli 2012

Endelig en kundevenlig bestyrer

      Da der ofte er rift om parkeringspladser tæt på indgangen til det lokale supermarked, har bestyreren for dette supermarked i Holbæk gjort noget ved sagen. Det kan ikke nytte noget, at kunderne kommer op at slås om de nærmeste parkeringspladser med legemsbeskadigelse og anden dårligdom som resultat og det slider på politiets ressouser, at skulle møde op dagligt til ophidsede kunder, hvoraf nogle må sendes på skadestuen.

Den pågældende bestyrer har taget kundernes klager til efterretning og giver dem ret i, at det ikke er hensigtsmæssigt, endsige kundevenligt, at skulle gå mere end halvtres meter fra sin bil til det pågældende supermarkeds indgang for at handle ind.

Han har derfor i stor forståelse, som det gode menneske han er, anskaffet et anseeligt antal selvkørende indkøbsvogne således, at de trætte kunder allerede ude på ude på parkeringspladsen, kan snuppe sig en el-drevet indkøbsvogn med sæde, blot ved, som ved de gammeldags indkøbsvogne, at lægge en tier, eller en tyver i boksen på vognen og bevæge sig ind i - og rundt i supermarkedet uden at skulle slide yderligere på de trætte ben. Efter  endt brug får man selvfølgelig også her sin mønt retur.

      Her på redaktionen hilser vi dette initiativ velkommen og håber, at andre snart vil følge efter.......Det kan ikke være meningen, at man skal stavre rundt på gåben op til hundrede meter og nogle gange mere fra parkeringspladsen for derefter yderligere, at skulle trættes ved at  bevæge sig rundt efter varerne på hylderne. - Det skulle lige mangle.



lørdag den 21. juli 2012

Trampolin-advarsel for villakvarterer

      I går ved middagstid var talsmanden for Dansk Redskabsgymnastikforening ude i flere lokaler medier med en advarsel om kraftige trampoliner i danske villakvarterer. Der har i de senere år været en rasende udvikling indenfor meget kraftige trampoliner, der kan erhverves for en rimelig billig penge, hvorfor det selvsagt for villaejere er blevet uhyre populært at lade sine børn og unge fare umotiveret op og ned i luftrummet.
      Problemet med denne praksis opstår ikke overraskende i villakvarterer, der ligger i nogenlunde nærhed af lufthavne,  idet disse unge mennesker ikke sjældent kan komme helt op i indflyvningshøjde for de mindre maskiner.

Foto af situationen taget med pilotens mobiltelefon.
      I forgårs gik det således ud over lille Jeremias, der foretog et hop så højt, at han landede på næsen af det ordinære rutefly fra Ålborg, der var under indflyvning til Københavns Lufthavn i  Kastrup, hvis kaptajn hermed mistede lidt af sit udsyn og blev forskrækket over, hvad han først opfattede som en måge. Ved nærmere betragtning af den røde trøje, som Jeremias bar til lejligheden, og simple håndtegn, lykkedes det piloten at opfatte, hvad det egentlig var der foregik. Han kunne dog ikke gøre meget i farten, og måtte nøjes med at sætte hastigheden 100 km/t ned, og ellers bare håbe det bedste.

      Det bør for en god orden skyld og til beroligelse for læserne nævnes, at det lykkedes for den unge mand at holde sig fast til cockpittets vinduesviskere under overfarten, og han landede således sammen med flyets øvrige passagerer i nogenlunde god behold, omend lidt forskrækket over hændelsen og med stærkt tilbagestrøget hår. Jeremias udtalte efter at være blevet beroliget med en gul sodavand fra baren: "det var jo slet ikke meningen, at jeg skulle til København i denne weekend".


      Episoden får talsmanden fra Dansk Redskabsgymnastikforening til at udtale: "Redskabsgymnastik er godt og sundt for de unge mennesker, men alt i alt vil det være en god ide at holde de unge under en 10-meters grænse, hvis man bor i udsatte områder".
      Man påtænker ydermere i foreningen at udvikle en stærk sikkerhedselastik, som vil kunne holde de unge udøvere i betryggende højde under udøvelsen af denne morsomme fritidsbeskæftigelse. 

  



fredag den 20. juli 2012

Besparelser på Retsmedicinsk Institut

      På Retsmedicinsk Institut har man, som i alle andre offentlige institutioner, tydeligt kunne mærke sparekniven på de offentlige budgetter. Således er man på beklagelig vis blevet tvunget til at dele nogle af sine mest nødvendige lokaler med et lokalt flytte- og møbelopbevaringsfirma, for at reducere huslejen, og dermed udgiften for den danske skatteborger.

      Det skabte i starten alvorlige problemer for personalet på instituttet, såvel som for de arme flyttemænd.

      Men problemet skulle nu være løst, meddelses
det officielt, da man har foretaget de nødvendige ændringer i skiltningen udendørs som indendørs, således at der hverken på den korte eller lange bane, som det hedder, skulle ske uhensigtsmæssige og/eller utilbørlige fejltagelser. Man har simpelthen lavet et system på lageret, hvor man straks ved ankomsten af nye møbler, eller hvad der ellers måtte dukke op, sætter en mærkat på med beskrivelse af indholdet, og stiller det henholdsvis til venstre og højre, alt efter beskaffenhed.


En anonym talsmand fra Liberal Alliance udtaler i den anledning:"det er aldeles ikke usmageligt, som nogle langhårede venstreekstremister har været ude at sige.....og vi hilser ethvert initiativ velkomment, der kan bringe de offentlige udgifter ned". Og han fortsætter: "Allerede sidste år havde vi jo et forslag fremme om intensiv tulipandyrkning på alle kirkegårdsarealer, da nu der sådanne steder er så gunstigt meget fosfor i jorden, og det kunne jo reducere statens udgifter til kirkegårde væsentligt, hvis man kunne producere massive mængder af tulipaner i alle farver, som så kunne sælges til kirkegårdens besøgende.........der jo alt andet lige er et kundesegment..........derudover ville det gavne betalingsbalancen, da vi så ikke ville behøve at importere nær så mange tulipaner fra Holland og Afrika....men også der satte de langhårede foden i klemme i døren, til skade for den danske skatteyder....men vi er virkeligt nødt til at begynde at tænke økonomisk rentabelt i dette land".







onsdag den 18. juli 2012

Tragedie på redaktionen: Bamsefars endeligt

      Til at dække de politiske partiers sommermøder havde vi i år sendt vor freelance-journalist, Gunvor Halvgrimsson - således også til Liberal Alliances årlige sommermøde(eller sommerfest må man jo nærmest kalde det, da disse folk er i sandhed festlige folk).

      Frk. Halvgrimsson havde til dette møde medbragt sin maskot "Bamsefar", som støtte og trøst i en hård tid, hvilket hun havde fundet nødvendigt efter sine seneste oplevelser ved sommermødet hos Dansk Folkeparti i Folkets Hus, der var pyntet op med så mange  dannebrogsflag, at det var umuligt at kigge ud af vinduerne, og hvor man drak Gammel Dansk i patriotiske mængder, mens man lyttede andægtigt til skjønne melodier fra Dansktoppen, for til sidst at afslutte mødet med på lette fjed at træde gamle populære folkedanse iført træsko og passende dragter. 

      Som i folkekirkernes søndagsgudstjenester, hvor præsterne holder prædikener over temaer fra Biblen, holder man hos Liberal Alliance tilsvarende opbyggelige taler over temaer fra tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens bog, MINIMALSTATEN, denne gang  over  emnet: "Den totale afskaffelse af Skatteministeriet", holdt af den landskendte, tidligere - og så populære kuglekaster, J.B. Olsen, efterfulgt af fællessang med varm luft og blålys.

      Tilbage på redaktionen efter mødet, satte frk. Halvgrimsson sig til at renskrive sine notater, men opdagede til sin store ophidselse, at Bamsefar pludseligt var forsvundet. Stor var sorgen, da man efter nogen søgen fandt ham i kopirummet, hvor han brutalt og pludseligt havde valgt at tage sig af dage. Overværelsen af det sidste møde hos partiet Liberal Alliance, havde tilsyneladende været i overkanten for hvad man kan forlange af en normaltbegavet bamse, der ellers var kendt for både stor tålmodighed med andre mennesker, og stor menneskelig varme. Frk. Halvgrimsson blev ved denne konstatering ganske utrøstelig, hvorfor vi fandt det nødvendigt straks at sende den grædefærdige frøken til Rigshopitalets Traumecenter.
Bamsefar efter Liberal Alliances sommermøde.

      Til alle vore læsere, som kender frk. Halvgrimsson og hendes maskot, kan vi meddele, at begravelsen har fundet sted i al stilhed i frk. Halvgrimssons baghave i Smørum Nedre, kun med deltagelse af redaktionen, de allernærmeste venner og familie, et lokalt mandskor og Over Stråballe Pigegarde. Gravøl blev afslutningsvis og i stor sorg drukket i rigelige mængder hos Bakkesangerinderne på Dyrehavsbakken i Klampenborg lørdag eftermiddag. (Hvor meget gravøl der blev konsumeret vides endnu ikke her ved redaktionens deadline mandag kl. 23.00.) . 



     

mandag den 16. juli 2012

Sommerkrise på det lokale fjerkræsslagteri

      På et af landets førende fjerkræsslagterier i Over Stokogsten, er der opstået katastrofale problemer med at overholde de aftalte leveringer af Lørdagskyllingen til supermarkederne. 

      Slagteriarbejdernes fællestillidsmand, Herbert Blegfed fortæller, at den unge kontorelev, frk. Lucia Brud, der skulle kopiere og distribuere ferieplanenerne for personalet, der består af fire skiftehold, ved en fejltagelse var kommet til, at lægge de fire ferieplaner i markulatoren i stedet for i kopimaskinen, hvilket på uheldig vis afstedkom, at hele personalet nu er taget på sommerferie samtidig.

      Vi har modtaget indtil flere vrede læserbreve fra byens beboere, der  klart indigneret klager over, at de nu ikke kan få deres sædvanlige lørdagkylling rettidigt i 3 uger fremover, - nemlig hver lørdag. (Deraf navnet).

      Vores rapporter på stedet meddeler os her mandag morgen, at de halvfærdige lørdagskyllinger nu ikke ved om de havner i den obligatoriske fine foliebakke, eller som simpel tarteletfyld.

      På billedet her under, har vores fotograf fanget fjerkræenes fællestillidskylling, der på passende vis holder sig seriøst orienteret om situationen.







     



     

søndag den 15. juli 2012

Politiets nye våben mod de meget unge kriminelle

      De unge bøller her til lands bliver yngre og yngre,  og på Christiansborg diskuterer man stadig om den kriminelle lavalder skal sænkes yderligere. I betragtning af, at selv børnehavebørn er ved at udvikle sig til små forbrydere, som heldigvis foreløbigt holdes tilbage fra at løbe rundt i samfundet, ved hjælp af pædagoger og metalhegn, så er problemet ganske presserende, og i politiet har man derfor taget sine forholdregler, ved at fremtidssikre sin vognpark til dette formål.

      For at være på forkant  har politiet således anskaffet sig et våben til eftersætning af bøller i lømmelalderen -  og det er lykkedes vor fotograf at skaffe sig adgang til garageanlægget på Hovedpolitigården, for at se det nye våben i kampen mod den kommende kriminalitet. Politiets talsmand udtaler iøvrigt: "og så koster de faktisk ikke mere end 149 kr. i Kvickly. Det er jo en stor fordel".

Lokal præst advarer: Pas nu på kulturarven!


      Som det nok er læserne bekendt, så nærmer sig tiden, da vi har konstateret, at nogle af landets mange kirker hører vinterens stemme – nogle kyniske ateister og økonomer har i snart mange år mumlet om, at vi ikke kan blive ved at vedligeholde og drive næsten 3000 kirker i dette land, hvor gennemsnitsdanskerens måde at være kristen på oftest kun strækker sig til at få døbt ungerne, og skynde sig at komme i kirke juleaften, så man kan komme hjem bagefter og spise flæskesteg, og drikke noget sprut, mens alle pakker materielle goder ud.
      Derfor skal vi i de kommende år diskutere, hvilke kirker, der bedst kan undværes. Igen, kynikerne vil nok sige ”dem alle sammen” – men vi må jo nok tage det lidt ad gangen, og så bliver spørgsmålet, hvilke vi skal vælge først.

      Da der havde gået nogle uhyggelige rygter igennem længere tid, om at den lokale kirke i Nedre-Svenstrup på Sydfyn kunne være én af dem, der kunne undværes, da den eneste, der ud over præsten, har set indersiden af den kirke i de seneste 20 år, er den lokalkendte Fru Banke-Hansen, der troligt kommer om søndagen for at høre det hun betragter som Guds ord.

      Disse modbydelige rygter fik både Fru Banke-Hansen, og kirkens eneste præst Japetus Frelst-Sørensen til at gå til lokalavisen, og lade sig citere for følgende udbrud, leveret med fynd og klem: ”kirkerne i Danmark betyder uendeligt meget i folkets bevidsthed, selv om de ikke kommer der, derfor skal vi passe meget på med at bevæge os i retning af en ateistisk, dvs. gudløs stat, hvor Gud ikke har nogen bolig – se bare hvad der skete i Sovjetunionen”. Her skal Frelst-Sørensen have set ganske uheldssvanger ud, under udtalen af denne tankevækkende advarsel.
Han forklarer yderligere: Nedre-Svenstrupkirken er en hyggelig lille kirke, med en unik beliggenhed, nær ved skov og strand, og med en imponerende udsigt. Landskabet vil blive et fattigere sted uden vor elskede kirke(det har i øvrigt også været min arbejdsplads i 38 år, mumler han tilføjende, og hvad skal jeg ellers lave).
      Særligt den lille stige under kirken er en sjældenhed indenfor kirker, hvor man kan sidde alene i stilhed og møde Jesus, og fundere over Guds storhed.

      Det var ikke langt fra, at Frelst-Sørensen var blevet så oprevet af sine egne ord, at han truede med at gå i strejke, indtil han får en garanti for kirkens fortsatte eksistens: "Så kan de se, hvordan de vil klare den, hvis der ikke bliver afholdt nogle søndagsgudstjenester, ingen altergang, ingen "Kirkeklokke ej til hovedstæder" afsunget, ingen trosbekendelser!".

      Frelst-Sørensen skal dog efter sigende i dag søndag holde den sædvanlige gudstjeneste, hvor han har planlagt at holde en brandtale med passende citater om Jesus, der sagde til Peter "på dig skal min kirke bygges", og lignende kloge bibelord. Det ventes at falde i god jord hos den opmødte lokalbefolkning - dvs. Fru Banke-Hansen.

lørdag den 14. juli 2012

Ugens reportage: De unge begynder at drikke alt for tidligt

      I de senere år, hvor specielt den ene side af vort ærede folketing har råbt op i tide og især utide om at stå vagt om "vore danske værdier" har man næsten ikke kunnet driste sig til at spørge, hvilke værdier, der egentlig helt nøjagtigt var tale om, og hvis man gjorde fik man næsten aldrig noget brugbart svar.

      Alligevel, eller derfor, vil vi gerne her på vor avis tage spørgsmålet op, da det må virke relevant for en diskussion om danske værdier, at være i stand til bare nogenlunde at kunne definere, hvad man taler om. Og alle flosklerne om demokrati, ytringsfrihed, sygehusvæsen, og Jesus falder lidt til jorden, da mange andre lande jo har dette også, og tilmed er hver af nævnte ting ligefrem opfundet i andre lande en Danmark.
Derfor satte vi os ned i en rundkreds og spurgte hinanden på redaktionen, hvad der kunne siges at være en rigtig dansk værdi - enten noget vi havde opfundet, eller var  meget bedre til end alle andre.

      Forbløffende hurtigt stod det klart, at det mest iøjnefaldende er, at vi har den ubestridte verdensrekord i unge menneskers umådeholdne druk, og det begynder i en tidligere og tidligere alder.

      Vores udfarende fotograf, har her i dette hyggedanske øjebliksbillede, der siger noget om problemets omfang, fanget en far - og hørt ham til sin pode: "Drik nu, Pernille, du skal i træning, så du kan klare dig, når du om nogle år kommer i skole og skal deltage i socialt samvær med andre glade, unge danskere"!

den friske lille Pernille, der gør hvad hun kan for at være en rigtig
dansker. Sød er hun.
     
      Vi erfarede, at det tog den lille pernille en time at komme igennem udfordringen, og hun blev undervejs og efterfølgende rost af sin far, der tydeligt var stolt af sin datter -  dog måtte hun kaste op fem gange og have skiftet ble ikke mindre end tre.Men den slags skal man jo ikke lade sig gå på af.

- Godt gået, Pernille, siger vi her fra redaktionen. Du skal nok blive rigtig dansk, når du bliver stor.

  

Et godt råd til billisterne

      Her fra redaktionen vil vi igen på kraftigste anbefale folk, at lade bilen blive hjemme når man skal pendle frem og tilbage til arbejde, eller bare bevæge sig rundt i storbyen.

      Livet omkring bus, S-tog og metrostationernes cykelparkering kan være ulige mere  interessant og væsentligt mindre kedeligt end at holde i kø i timevis på indfaldsvejene til storbyen, hvor billisten der holder ved siden, af sidder og taler i mobiltelefon, skærer ansigt i irritation, eller piller næse i kedsomhed.
  
   
           Vores fotograf har her fanget et stemningsbillede fra Nørreport Station i København i myldretiden.

fredag den 13. juli 2012

På hat med Guds stedfortræder

      Her på redaktionen er vi ikke blege for at henvende os til menigmand, og måske endda menig-kvinde, hvilket vil sige at bringe mode-reportager, som er helt "cutting-edge" og fremme i skoene - vi ser trendsene, før nogen har fattet, at de er trends!

      Der findes en mode-uge, som er endnu mere hemmelig end den mode-uge, som vi afdækkede i sidste uge i Bayern - nemlig den katolske vatikan-modeuge, som lige blev færdig her fredag morgen.

      Ved et helt utroligt lykketræf, så fik vor medarbejder Troels Godtenok, som iøvrigt, hånden på hjertet, er den modbydeligste ateist på Guds grønne jord, som et ærligt menneske kan forestille sig, et eksklusivt interview (med foto-opportunity) med selveste Guds sou-chef, pave Benedict den 16.

      Han er jo en ældre herre, men ved frisk mod, hvilket billedet ganske tydelig viser, og han går rundt i pavens private have bag Peterskirken, iført en både dristig og forførende hat. Som Troels Godtenok selv har udtalt, så kan paven godt med denne hat, minde Troels om en ældre dame, der altid kom til banko i Mern Forsamlingshus tirsdage og torsdage kl. 19, og ikke sjældent hjemtog 5 poularder på række, eller en kamsteg på hele pladen, men det ville være helt misforstået at tro, at der af den grund ikke skulle være tale om haute-couture.

      Hatten er lavet af silke, og med diskrete perler her og der, og koster efter sigende i omegnen af 125.000 kr at fremstille. Men, som paven udtaler med et rævesmil, så afskrækker det ikke en frisk mand i vatikanet, der tit er i rampelyset - og vatikanets udgiftskonto er nærmest bundløs, da en stor del af verdens fattige jo donerer en anselig del af deres sørgelige indkomst til den hellige katolske kirke, i det lønlige, omend fuldstændige omsonste håb at komme i himlen efter de er døde. På det skarpe spørgsmål om Guds eksistens svarer paven, mens han finurligt trimmer sine roser: "Tja, måske, det er jo svært at vide noget om..........men altså jo, han eksisterer!"...................


Men, katolik eller ej, der er stil over hatten, det kan man ikke tage fra den gamle stedfortræder, som da også  fik mode-ugens officielle, men hemmelige pris "Årets mest sexy hat".


torsdag den 12. juli 2012

Nye tider for bilkøbere

      Hvornår har man sidst kunne købe sig et nyt klædeskab, eller møbel i det hele taget, fikst og færdigt, leveret og stillet ind i soveværelset eller stuen klar til brug ?
- Det er vist desværre mange år siden.
     
      Skal man have sig et færdigmonteret møbel nu om stunde, må man købe det brugt hos en marskendiser, eller antikvitetshandler, eller købe det som samlesæt og fumle med diverse spånplader, dimser og dippedutter i plasticposer og prøve at forstå en manual skrevet på svensk, engelsk, spansk, eller kinesisk. Når man så endelig tror man er færdig, mangler der nogle dimser, eller der er nogle i overskud, mens man undrer sig over at møblet står pivende skævt. 
- Men vi har lært at leve med det.

      Nu erfarer vi desværre, at automobilforhandlere går møbelhandlerne i bedene og vil sælge biler væsentlig billigere og nu som samlesæt. Samlebåndet, opfundet af Henry Ford i begyndelsen af 1920'erne, er i disse år ved at blive afmonteret på bilfabrikkerne verden over.
- Vil vi i fremtiden have en færdigsamlet bil, må vi købe den brugt.
     
      Nu skal købere af nye biler altså i fremtiden henvende sig i bilforhandlerens udstilling, udse sig en model og henvende sig i vareudleveringen, hvor man så får udleveret sin ny bil, som vist på billedet her under, pakket i papkasser og plasticposer, med dimser og dippedutter, tillige med en venlig hilsen og god fornøjelse.
     
                                 

      Hvis det trods alle odds imod, skulle lykkes at få bilen samlet, skal man til syn med vidunderet, der efter alt at dømme vil blive kasseret, fordi der enten mangler nogle dimser, eller er nogle i overskud, som man ikke ved hvor man skal gøre af.
     
      På redaktionen synes vi ikke det er en god ide, med mindre resultatet bliver en lettelse af trafiktætheden i by og på land.
- Hvis det er tilfældet, vil vi hilse dette initiativ meget velkommen.

onsdag den 11. juli 2012

En historie fra hverdagen: Frk. Amandas heltemod

      Trafiktætheden i myldretiden ind til København er steget med 45% i de seneste år. Det er selvsagt en belastning for både by, folk, fæ, og forsikringsselskaber, men ingen politikere synes at ville gøre noget ved det. Villaejere og bilister er et fredet folkefærd som ingen ansvarlig politiker tør lægge sig ud med.
   Mange bilister er nu begyndt at køre hjemmefra klokken 3 om natten, og på indfaldsvejene til København, hvor trafikken er gået ganske i stå, er det ikke ualmindeligt, at se campingborde blive slået op og bilister sidde her og få sig et slag whist, sammen med andre trafikanter iført gasmaske, eller iltapparat og stråhat. Nogle foretager morgentoilette - og atter andre indtager morgenmad og kaffe. 

      Nogle bilister når lige hjem fra arbejde sent aften og bruger den knappe "kvalitetstid" med familien til at berede sig på straks at køre på arbejde igen, for at være fremme i tide og finde en parkeringsplads, i heldigste fald blot nogle få kilometers gang fra arbejdsstedet.    

      Forleden, da vor udsendte medarbejder i Fløng og omegn, forhenværende hønseriejer og nu kaffebrygger, frk. Amanda Hammerkast, undtagelsesvis skulle møde her på kontoret klokken otte præcis og rette an til kaffebord, i anledning af royalt besøg på redaktionen (Frk. Amanda havde til lejligheden lavet kræmmerhuse med flødeskum og egen indgang), var hun desværre kommet sent hjemmefra.
Frk. Amandas bil efter en tur i den efterhånden
markante morgentrafik
      Men den gode og altid pligtopfyldende frk. Amanda sætter en ære i at møde til tiden, trafik eller ej, og efter megen møje og besvær, larmen og tænders gnidsel, lykkedes det mod alle odds for det gode menneske at ankomme i tide, med lidt skubben og puffen hid og did. Noget forslået dog, og lidt krøllet i karbudsen, men ellers ved helse og godt mod - og endog til sidst at tilkæmpe sig en parkeringsplads.

- Godt gået frk.Amanda, siger vi her på redaktionen.

mandag den 9. juli 2012

Ny politik for Københavns havnebassin

      Vandet i Københavns havn er i de senere år blevet så rent at det er muligt at tage sig en svømmetur i havnen, uden at risikere diverse ubehagelige sygdomme. Hvor især københavnerne førhen brugte Amager strand, Charlottenlund og Bellevue strand, hopper både voksne og børn nu med stor fornøjelse i Københavns havn og boltrer sig lystigt med sjove badedyr, svømmebriller og snorkel.

      Kommunalbestyrelsen på Københavns rådhus har dog på det seneste modtaget flere klager fra erhvervstrafikken, her under krydstogt- og containerskibe og man diskuterede derfor livligt og seriøst muligheden for at opsætte spæringer for de badende forskellige steder i havnebassinerne, da man havde konstateret, at svømmere endog morede sig med, at svømme fra f.eks. Islands Brygge på tværs af bassinet til Kalvebod Brygge på den anden side til stor gene for skibstrafikken og dermed erhvervslivet - og det er jo en alvorlig sag.

      Under forsøget på at finde en løsning på problemet, forekom der megen tumult og nogen legemsbeskadigelse, under diskussionerne på Københavns Rådhus mellem havnevæsenet og politikerne, hvor de liberale, som jo går ind for frihed for den enkelte til at gøre lige hvad fa'n han/hun vil, fik deres vilje og foreslaget om begrænsninger for de badende blev brutalt fejet af bordet.

      I stedet har kommunen nu ansat en sejlende vagt, en pensioneret basunblæser fra de tyrkiske jernbaner, udstyret med lister over ankomne og afgående skibe og som kan sejle disse skibe i møde i god tid - og med myndige trut i hornet, advare diverse skibskaptajner om badende gæster ret forude.

søndag den 8. juli 2012

DF in natura

For kort tid siden oplevede man jo historien om en satiretegning fra Politiken, der var blevet lagt på Politikens Facebook-side, og som var blevet fjernet(bortcensureret!), da den åbenbart var for stærk for Facebooks smag.

Sådan noget kan man jo ikke have i et land med ytringsfrihed, og redaktionen opfatter det derfor som sin sure, patriotiske pligt at bringe tegningen, både for at modarbejde Facebooks ret til at censurere, og ydermere da det angår DF, der jo ved enhver lejlighed går stærkt ind for ubegrænset ytringsfrihed(i hvert fald så længe man er nogenlunde enig med DF)............også for tegninger!
Tegningen er meget festlig og appellerer til eens følelse af danskhed og frigjorthed, og skal vist nok oprindeligt være en hentydning til Peter Skaarups beklagelse over, at der ikke optræder nøgne bryster i en ny Danmarksfilm, hvilket han synes at der burde. Og det kan man da egentlig heller ikke være uenig med ham i - nøgne bryster kan jo ikke være en dårlig ting, næsten uanset hvad.

Når man kigger på pågældende tegning bliver man varm indeni, og kan næsten ikke lade være med at tænke på frigjorte badestrande, og nynne "Det er sommer, det er sol, og det søndag - alle men´sker er så glaade og fri"..............Poul Reichardt, Lille-Per, jordbærgrød, og hele balladen. Et glansbillede af Danmark vil De sige.......ja, måske - men et smukt og nødvendigt glansbillede, i så fald!
Det eneste man savner på billedet er, at Søren Espersen og Jesper Langballe er med...........de havde pyntet i baggrunden.


lørdag den 7. juli 2012

Politisk analyse: danskerne vil have sjove statsministre

      Danskerne er et humoristisk folkefærd - der skal være "sjov i gaden" og derfor kan vi ikke lide vores nye statsminister, fru Helle Thorning Schmidt. - Selvom hun er køn, er det ikke nok, hun er alt for kedelig.

      Ganske vist forsøgte man op til valget, at gøre hende morsom, ved at påstå at hun havde lavet skattefusk, men desværre viste det sig, at der ikke var noget at komme efter, sagt med ord formet af en tidligere rigtigt sjov statsminister, nemlig Anders Fogh Rasmussen. Altså var hun ikke tilstrækkelig morsom for befolkningen - og det duer ikke, hvis man vil være en ordentlig statsminister her til lands.

      Anders Fogh Rasmussen var virkelig en morsom mand. Da han i en tidligere borgerlig regering var almindelig skatteminister, fuskede han med regnskaberne i en sådan grad og så morsomt, at han blev fyret og straks efter valgt som statsminister.

      Det helt store mesterstykke i den periode var jo den stærkt underholdende og meget vedholdende løgn om en krig, som Danmark og Irak angiveligvis havde meget gavn af at være i, og som bragte godhed og frihed til alle - løgne er helt i orden, så længe man siger dem rigtigt smukt. Og det helt store humoristiske højdepunkt, som nok kommer til at stå i et helt særligt lys i år fremover, var jo det intense øjeblik, hvori det stod klart for alle, at nogle masseødelæggelsesvåben, der angiveligt kunne destruere London inden ca. 45 minutter, viste en  ubehagelig og frustrerende mangel på fysisk eksistens. i dette kritiske øjeblik slog AFR´s politiske tæft og store humoristiske begavelse virkelig igennem, da han på dette ubehagelige spørgsmål helt ud af det blå svarede med et modspørgsmål: "Jamen, vil I da have Saddam tilbage?".
Dette måske nok noget urealistiske modspørgsmål måtte siges at bringe AFR op blandt de helt store komikere: Jørgen Ryg, Dirch Passer, Keld Petersen, Tommy Kenter, osv.

      Så stort et talent lader sig ikke holde nede, og heldigvis blev det også belønnet med  en international toppost, som AFR naturligvis klart benægtede, at han var i gang med at få, mens han var i gang med at få den. og da DK som vi alle ved kort derefter mistede "lillefar", udpegede han selv sin efterfølger, en næsten lige så morsom mand, Lars Løkke Rasmussen.

      Lars havde været amtsborgmester - og selv om han ikke umiddelbart var i besiddelse af AFR´s naturgivne komiske talent, så havde han potentialet til rigtigt sjove indfald fra tid til anden - i den tid, kunne han fx på en virkelig sjov måde ikke holde rede på sine udgiftsbilag og havde endog særdelses svært ved, at finde ud af om det var ham selv, amtet, partiet, eller andre skatteborgere der skulle betale for hans forbrug af hotelværesler, fadbamser, smøger og den slags "voksenunderholdningsfilm" man kan leje på hoteller sent på aftenen - en festlig fætter, hvis kvaliteter helt indlysende fik AFR til at tænke: "den mand har potentiale til noget rigtigt stort - det skal sgu være ham". Festlig, folkelig, og fornøjelig, som man siger.

      De nye meningsmålinger viser da også, at danskerne ønsker hr.Lars Løkke Rasmussen tilbage til statsministerposten, i stedet for den kedelige og trælsomme fru Helle Thorning Schmidt. Hun laver oven i købet forlig med brede flertal i folketinget, og bryder med tidligere blokpolitik og det er rædsomt kedsommeligt.
Danskerne vil ikke have rædsomt kedsommelige statsminstre, vi forlanger sjove og virkeligt morsomme mænd, - om vi må be'.

fredag den 6. juli 2012

Ugens drama: kattepine på Christiansborg

      Vor udsendte medarbejder på Christiansborg har just meddelt redaktionen, at man i disse dage helt uvant har set en kat snige sig rundt på gangene på må og få, og dermed givet indtryk af at være blevet desorienteret - og har dermed skabt en del postyr på den ellers så organiserede arbejdsplads.

      Det lykkedes heldigvis indenfor nogle timer et par venlige funktionærer at indfange kræet, og ved nøjere besigtigelse var man straks klar over, hvor staklen hørte hjemme, hvorfor man straks afleverede den på Dansk Folkepartis partikontor, der viste sig at være dybt taknemmelige og lettede over at få Karl-Heinz hjem igen. Han havde manglet siden onsdag morgen, kort efter morgenmaden kl. 8. 30. Man var straks klar over, at der var noget galt, da man opdagede den urørte skål med små ristede pølser og et stykke toastbrød.

      I dette parti er man måske normalt ikke så meget for folk med anderledes hovedbeklædning og en udansk personality, men når det kommer til dyr, viser det sig, at der banker store og velmenende hjerter overalt i partiet. Som et anonymt medlem udtalte, efter hændelsen: "Karl-Heinz er måske lidt speciel, men han er god nok, og man skal ikke være efter en kat, bare fordi den er lidt anderledes end andre katte". Et "humanistisk" og reflekteret svar, der tydeliggør, at DF er partiet med højt til loftet og langt til væggene, når det kommer til firbenede væsner.
     
     Efter at Karl-Heinz var kommet til hægterne ved hjælp af en dåse Whiskas og en lille skål piskefløde, virker den helt frisk og klar i ansigtsudtrykket igen.



torsdag den 5. juli 2012

Dansk Air Force One

      I går, den 4. juli, var det 100-års dagen for USA's uafhængighedsdag og det blev på vanlig vis fejret her til lands i Rebild bakker, med en flot tale i høj solskin af bl.a. vor statsminister, der  brugte megen tid på, klart og tydeligt, at tale om den kulturmæssige lighed vi har med amerikanerne.

     I dagene forinden havde regeringen da også fremsat foreslag om, at vores statsminister, i lighed med den amerikanske præsidents Air Force One, skulle have et lignende fint transportmiddel til, når man aflagde statsbesøg ude i den store verden.

     Imidlertid fandt dette ikke tilslutning i hverken den socialdemokratiske folketingsgruppe, ej heller hos Socialistisk Folkeparti, ligesom Enhedslistens venstreorienterede "hard core børster" vendte tommelfingeren nedaf, formentlig i bitterhed over ikke at være hørt i de nu afsluttede forhandlinger om en skattereform.

      Vi lever i en globaliseret verden og man kunne dog enes om, at landets statminister behøver netop et fly - og nedenfor ses et billede af regeringens nyanskaffelse.
- Man vil måske bemærke, at statsministeren ikke ser helt tilfreds ud med resultatet.

onsdag den 4. juli 2012

Modeuge i Bayern: Valkyria Freestyle


Ingen skal anklage denne redaktion for at være indskrænket, og kun beskæftige sig med politik og militær – intet undgår vores opmærksomhed og journalistiske dækning.
Vi sendte således i sidste uge en betroet medarbejder til den hemmelige Bayerske mode-uge, hvor de kommende trends kan aflures af fagfolk, før de er trends.
Ugens highlight, uden at overdrive en tøddel, var da den lille brunette-model Valkyria von Sochsenhausen skred ned ad catwalken i et moderne, stramt business-outfit, modsvaret af en kæk og bevidst stædig friluftsfrisure – som nu går under betegnelsen Valkyria Freestyle.
Det forudsiges at blive sommerens helt store nummer, da den er utroligt smart, og samtidigt ret nem at holde – man skal bare stå op om morgenen, så er den der!
Den sensuelt standhaftige bayerske brunettes personlige udstråling har nok også haft en del at gøre med frisurens hurtige vej mod succes(se billedet). Hun udstråler, som det står i programmet, både stærk feminin sensualitet, parret med en vis underliggende diskret maskulin dynamisk charme. Det er pigen, der siger: Jeg er en artig pige, men alligevel også en lille frækkert.

Snapshot af  stjernen på den bayerske modeuge - Valkyria
von Sochsenhausen. Bemærk den særlige bayerske "glimt i øjet"-attitude.

Redaktionen er så begejstret, at man overvejer at gøre den obligatorisk.

mandag den 2. juli 2012

SF lytter ikke nok til baglandet

Efter de seneste udviklinger i SF står det klart, at det ikke nytter noget at omdanne et parti fra gammeldags til  
café-smart ved hjælp af medierådgivere, tøjdesignere og frisører: man er også nødt til at høre på medlemmernes politiske holdninger. Uanset om man synes at det er træls eller ej.  

I disse tider, hvor det gamle hæderkronede SF, der skulle være det venlige favnende parti iført fløjlsblazer med lapper på albuerne, er blevet et parti med rundsave på albuerne i stedet for lapper, og hvor det ser ud til at partiet faretruende kunne nærme sig en splittelse mellem de, der vil have et SF med regeringsindflydelse og uden nogen som helst socialistisk ideologi, og de, der ønsker et SF med socialistisk ideologi med eller uden regeringsindflydelse, skal det ikke fra vor humanistiske og velmenende redaktion skorte på et godt råd til SF´s Topstyrelse: Lyt lidt mere til hvad de menige medlemmer af partiet vil, og efterlad ikke for store dele utilfredse med den autoritære ledelse, og smid ikke folk ud, der følger deres overbevisning, hvilket der iøvrigt står i Grundloven at de skal.

Demonstration af det russiske
lytteapparat "Lyttebøfferne"(i dansk oversættelse, red).
Hvad angår det med at lytte mere, så skal vi henlede opmærksomheden på en faktisk ældre opfindelse, der sjovt nok aldrig har vundet den store udbredelse, på trods at den angiveligt store effektivitet.

Det fortaber sig lidt i tågen, men det hedder sig, at den er opfundet af en Vladimir Kosnakoff engang i 1915(men det skal man nok ikke lægge noget i, når man betænker den russiske hang til overdrivelse). Til gengæld skal den være så uhyre effektiv, at man kan høre myrer gå op og ned ad græsstrå på op til 20 meters afstand.
Vi tænker umiddelbart, at et så kraftigt lytteapparat kunne tvinge SF´s ledelse til at lytte bedre efter, såfremt man spændte sådanne anordninger på hele folketingsgruppen og Hovedbestyrelsen i bemeldte parti. Og så kunne det jo være, at SF stadig var et parti om 5 år. Håbet er lysegrønt, og man skal aldrig lukke ørene for et godt råd.


søndag den 1. juli 2012

Razziaer på landets bordeller

      I den forløbne uge har politiet foretaget razziaer på samtlige landets bordeller, også kaldet massageklinikker. Det har drejet sig om alle landets storbyer, inklusive Nørre Snede, Over Stråby og Vorbasse, samt enkelte steder vi aldrig har hørt om. 
     
      Vor korrespondent på Politigården meddeler, at politiet udtaler sig om denne aktion på samme måde, som man altid har gjort, når man har anvendt mere end 1 kommissær, 2 overbetjente og hele 10 betjente til arbejdet, nemlig at det har været en ubetinget succes.
     - Hvori succesen ligger, ønsker man ikke at udtale sig om.
     
      I de seneste dage har vi dog på redaktionen foretaget en evaluering af politiets arbejde i marken, og fundet at kun de mest attraktive modeller med de største bryster er blevet fjernet fra klinikkerne, og især i København har klinikkerne desværre set sig nødsaget til at holde midlertidige ophørsudsalg.



      Vi har i den just forløbne weekend talt med nogle af de varetægtsfængslede modeller, som glæder sig til at få retssagen overstået, så de igen kan komme på arbejde - for, som de siger, at tilgodese den umættelige efterspørgsel på netop deres service.

lørdag den 30. juni 2012

Nyeste forskning: Motion er usundt!

I disse tider, hvor snart sagt enhver idiot sidder og ser EM-fodbold eller Tour de France, OL, eller anden galimatias, og interesseorganisationer, politikere, og andre intellektuelle kapaciteter går ud med budskabet om Motion! Motion! og Motion!, så vil redaktionen godt være så ansvarlige at informere om,  at nogle nye forskningsresultater fra USA sår tvivl om rigtigheden af udsagnet om, at motion skulle være så sundt - visse undersøgelser peger angiveligt på, at motion øger risikoen for hjerteproblemer(jo, De læste rigtigt, kære læser!)

Nu kan forskning jo være godt nok, og ikke et ondt ord om det - men det er jo næsten noget enhver med fornuften i behold kunne sige sig selv uden at forske i emnet - prøv selv at mærke efter(lyt til din krop, som det hedder) - og stil Dem selv spørgsmålet:
Føles det rart at løbe 10 km uden pause og drikkevarer og sandwich - føles det rigtigt?

Eller prøv at cykle 60 km , og stil Dem selv spørgsmålet:

hvordan føles mine baller lige nu? - og intet menneske ved sine fulde fem vil kunne svare med oprigtighed i stemmen, at det føles skam rigtig rart - ikke rigtig rart, ligesom når man står op om morgenen, drikker en kop kaffe, ryger 3-4 cigaretter, spiser 2 pakker bacon og 5 rundstykker, sidder og kigger lidt, og går i seng igen, og sover hele eftermiddagen, og først står op, når man skal have noget til aften.

Tillad os her på redaktionen at illustrere med et billede: Det må stå lysende klart(selv for folk fra landet), at fritidsbeskæftigelser, som medfører et ansigtsudtryk som hos det stakkels pigebarn på billedet, ikke kan være sunde på nogen tænkelig måde:


torsdag den 28. juni 2012

Færdrelandsforsvar eller de rene avekattestreger?

Det er naturligvis en kendt sag, at det danske forsvar aldrig har været stedet hvor de hurtigste knallerter slår deres folder - hvilket er meget naturligt, idet folk der kan og vil tænke selv ikke føler trang til at have en sergent til at formidle, hvornår man eventuelt skal stå op om morgenen. Og i forsvaret har man aldrig rigtigt forstået at tale pænt til folk i retning af "Godmorgen...klokken er nu 5.30...kunne De ikke tænke Dem at stå op, selv om det virker lidt urimeligt?"..............eller "undskyld jeg forstyrrer, men kunne I ikke tænke Jer at gå 20 km inden frokost for fædrelandets skyld?".

At man derfor i sagens natur har været nødt til at have en "bred smag" indenfor værnepligtige og også folk, der skulle gøre karriere i systemet, giver sig selv, men på baggrund af helt nye oplysninger, som redaktionen er kommet i besiddelse af(med billeddokumentation), så er man vist nok gået for vidt denne gang...vedlagte billede skal angiveligt være fra Haderslev Kaserne på Louisevej i Haderslev..............og årets nye kuld af værnepligtige ligner ikke tjenstvillige og disciplinerede unge mænd, der kan sendes hid og did til verdens brændpunkter i fx Fjernøsten for at forsvare vort land og udbrede demokrati og frihed(Halleluja og Hurra), men snarere nogle uregerlige avekatte ude på narrestreger....

Men må der så ikke komme et tidspunkt, hvorpå man siger: Så stopper Festen!.............nu finder vi noget andet at fyre de 19 milliarder om året af på.................?!

fredag den 22. juni 2012

Opfordring fra statsministeriet

      Fra statsministeriet, har vi på redaktionen modtaget en opfordring om, at skrive noget pænt om vores nye statsminister, der efter deres mening, helt ufrivilliget befinder sig i et politisk stormvejr. Vi tager gerne denne udfordring op, som vi vælger kalde det, omend det er noget af en opgave.


     
      Damen (statsministeren) befinder sig i et uvejr som kan sammenlignes med, at sidde i en robåd uden årer i en orkan ud for Skagens Rev, men et kan vi dog medgive og det er, at Danmark aldrig i mands minde har haft en smukkere statsminister. Og det var så det - og ikke så ringe endda.

      Vores rapporter på Christiansborg, det er også mig, har været tilstede på "borgen" under de nu afluttede skatteforhandlinger og aldrig før, så vidt vides, har så mange med forskellig politisk observans smuttet ind og ud af finansministeriets dør i en sådan fart, at een har fået tilbagestrøget hår af at stå i slipstrømmen.

      Fru Helle Thorning Schmidt, den nye statsminister, gik til valg på, at gøre en ny dansk regering mere rød, med støtte fra de gamle radikalt, venstreorienterede drenge, med en lille sød og køn pige, nemlig Johanne Schmidt Nielsen som "billetsælger". Sidstnævnte drenge og pige, er nu blevet snydt så vandet driver af staklerne, thi regeringen er endt ud i, sammen med oppositionen, de slemme, små, blå drenge, at snedkerere et skatteforlig, der ikke alene er skrigende blåt, men måske endda ligefrem kongeblåt. På redaktionen efterlades vi derfor med en slem mistanke om, at damen, altså statsministeren, ingen politiske visioner havde, men blot ønskede at blive statsminister - og det er rigtigt grimt, skulle vi mene.

      De mange røde vælgere, der gjorde fruen til statsminister, samt omtalte billetsælger, Johanne Schmidt Nielsen, er vrede - og undertegnede har trukket sig tilbage fra "borgen" i al stilfærdighed og i passende ly, overbevist om, at jeg ikke er i besiddelse af tilstrækkelig courage til at være tilstede når finansloven skal forhandles på plads efter sommerferien.
- Vi på redaktionen hader vold. 
    

      
      Den røde billetsælger er også ganske smuk når hun er rigtig vred, synes vi på redaktionen.

Mobilitet

      Som ansvarshavende redaktør af denne blog, aflagde undertegnede i sidste uge på opfordring en visit i provinsen hos en af vore ivrige og meddelsomme kilder. Undertegnede dog var ikke så meget for dette besøg da vedkommende er ualmindelig kedelig og uvederhæftig, men han serverer som regel en udmærket frokost med tilbehør og det er svært at afvise.

      Da jeg havde fået det sidste nye yderst kedsommelige sladder fra hans sogn og omegn, kom vi ind på emnet firmabil, under kaffen og cognacen, i øvrigt en udmærket Remy Martin - og han undrede sig såre over, at jeg i min ansvarsfulde stilling ikke havde en firmabil til rådighed (han råder selv over en hyggelig, rød Ferrari af nyere dato). Jeg undlod behændigt, at komme nærmere ind på vor redaktions snævre budget.

      Det har jeg så rådet bod på nu ved, at save hovedet og mederne af min barndoms gyngehest, været hos en skrothandler og indsamlet diverse reservedele og med lidt snilde og brug af en svensknøgle, en hammer og indholdet i mit gamle penalhus, har redaktionen nu fået sig et udemærket, brugbart transportmiddel. - Det skulle lige mangle.
      Det er moderne med motorcykler, eller biler med kaleche. Det siges at være sundt med både masser af frisk luft og rigelig med god tid.

      Nedenfor viser jeg med nogen stolthed resultatet, som jeg vil anvende til min aftale i næste uge hos Maersk og der efter, også på opfordring, hos dronningen på Amalienborg. Intet står i vejen for den,  som een selv, der har fantasi og er handlekraftig

torsdag den 21. juni 2012

Dødens Gab/Besøg hos naboen

Da det nu synes at være dyrenes uge her på Globale Nyheder Online, så skal der heller ikke spares på redaktørens egen ugentlige anekdote.
Redaktøren bor selvsagt i et attraktivt boligområde, dvs med en nabo med swimmingpool, og kun et stenkast til købmanden(hvad mange har benyttet sig af, da den købmand er meget ilde lidt i omegnen). Og da redaktøren naturligvis har et godt forhold til naboen(eller havde indtil nu), så har vi den stående aftale, at man godt må benytte hans pool om morgenen indtil klokken 11.
Denne aftale medførte, at selvsamme redaktør i går morges hoppede i naboens pool, iført en rød helbadedragt af ældre snit, og havde påtænkt at gennemføre ikke mindre end 4 baner for motionens skyld.
Uheldet ville desværre, at man stødte på et væsen midt på første bane, som viste sig at være naboens kat, der meget uvanligt for katte ligeledes havde tænkt sig en morgensvømning.
Redaktøren har ikke meget forstand på katte, men vil dog sværge på, at der er noget underligt ved denne kat, der synes at have en noget aggressiv aura, og alle fremtidige morgensvømninger i naboens pool er afmeldt, indtil naboen får et nyt kæledyr. Redaktøren er ikke kattehader, men der må dog være grænser for, hvad man kan holde til. Derfor kan læserne godt i den kommende tid vente en redaktør, der påbegynder dagens arbejde en halv time tidligere en sædvanligt.