fredag den 22. juni 2012

Opfordring fra statsministeriet

      Fra statsministeriet, har vi på redaktionen modtaget en opfordring om, at skrive noget pænt om vores nye statsminister, der efter deres mening, helt ufrivilliget befinder sig i et politisk stormvejr. Vi tager gerne denne udfordring op, som vi vælger kalde det, omend det er noget af en opgave.


     
      Damen (statsministeren) befinder sig i et uvejr som kan sammenlignes med, at sidde i en robåd uden årer i en orkan ud for Skagens Rev, men et kan vi dog medgive og det er, at Danmark aldrig i mands minde har haft en smukkere statsminister. Og det var så det - og ikke så ringe endda.

      Vores rapporter på Christiansborg, det er også mig, har været tilstede på "borgen" under de nu afluttede skatteforhandlinger og aldrig før, så vidt vides, har så mange med forskellig politisk observans smuttet ind og ud af finansministeriets dør i en sådan fart, at een har fået tilbagestrøget hår af at stå i slipstrømmen.

      Fru Helle Thorning Schmidt, den nye statsminister, gik til valg på, at gøre en ny dansk regering mere rød, med støtte fra de gamle radikalt, venstreorienterede drenge, med en lille sød og køn pige, nemlig Johanne Schmidt Nielsen som "billetsælger". Sidstnævnte drenge og pige, er nu blevet snydt så vandet driver af staklerne, thi regeringen er endt ud i, sammen med oppositionen, de slemme, små, blå drenge, at snedkerere et skatteforlig, der ikke alene er skrigende blåt, men måske endda ligefrem kongeblåt. På redaktionen efterlades vi derfor med en slem mistanke om, at damen, altså statsministeren, ingen politiske visioner havde, men blot ønskede at blive statsminister - og det er rigtigt grimt, skulle vi mene.

      De mange røde vælgere, der gjorde fruen til statsminister, samt omtalte billetsælger, Johanne Schmidt Nielsen, er vrede - og undertegnede har trukket sig tilbage fra "borgen" i al stilfærdighed og i passende ly, overbevist om, at jeg ikke er i besiddelse af tilstrækkelig courage til at være tilstede når finansloven skal forhandles på plads efter sommerferien.
- Vi på redaktionen hader vold. 
    

      
      Den røde billetsælger er også ganske smuk når hun er rigtig vred, synes vi på redaktionen.

Mobilitet

      Som ansvarshavende redaktør af denne blog, aflagde undertegnede i sidste uge på opfordring en visit i provinsen hos en af vore ivrige og meddelsomme kilder. Undertegnede dog var ikke så meget for dette besøg da vedkommende er ualmindelig kedelig og uvederhæftig, men han serverer som regel en udmærket frokost med tilbehør og det er svært at afvise.

      Da jeg havde fået det sidste nye yderst kedsommelige sladder fra hans sogn og omegn, kom vi ind på emnet firmabil, under kaffen og cognacen, i øvrigt en udmærket Remy Martin - og han undrede sig såre over, at jeg i min ansvarsfulde stilling ikke havde en firmabil til rådighed (han råder selv over en hyggelig, rød Ferrari af nyere dato). Jeg undlod behændigt, at komme nærmere ind på vor redaktions snævre budget.

      Det har jeg så rådet bod på nu ved, at save hovedet og mederne af min barndoms gyngehest, været hos en skrothandler og indsamlet diverse reservedele og med lidt snilde og brug af en svensknøgle, en hammer og indholdet i mit gamle penalhus, har redaktionen nu fået sig et udemærket, brugbart transportmiddel. - Det skulle lige mangle.
      Det er moderne med motorcykler, eller biler med kaleche. Det siges at være sundt med både masser af frisk luft og rigelig med god tid.

      Nedenfor viser jeg med nogen stolthed resultatet, som jeg vil anvende til min aftale i næste uge hos Maersk og der efter, også på opfordring, hos dronningen på Amalienborg. Intet står i vejen for den,  som een selv, der har fantasi og er handlekraftig

torsdag den 21. juni 2012

Dødens Gab/Besøg hos naboen

Da det nu synes at være dyrenes uge her på Globale Nyheder Online, så skal der heller ikke spares på redaktørens egen ugentlige anekdote.
Redaktøren bor selvsagt i et attraktivt boligområde, dvs med en nabo med swimmingpool, og kun et stenkast til købmanden(hvad mange har benyttet sig af, da den købmand er meget ilde lidt i omegnen). Og da redaktøren naturligvis har et godt forhold til naboen(eller havde indtil nu), så har vi den stående aftale, at man godt må benytte hans pool om morgenen indtil klokken 11.
Denne aftale medførte, at selvsamme redaktør i går morges hoppede i naboens pool, iført en rød helbadedragt af ældre snit, og havde påtænkt at gennemføre ikke mindre end 4 baner for motionens skyld.
Uheldet ville desværre, at man stødte på et væsen midt på første bane, som viste sig at være naboens kat, der meget uvanligt for katte ligeledes havde tænkt sig en morgensvømning.
Redaktøren har ikke meget forstand på katte, men vil dog sværge på, at der er noget underligt ved denne kat, der synes at have en noget aggressiv aura, og alle fremtidige morgensvømninger i naboens pool er afmeldt, indtil naboen får et nyt kæledyr. Redaktøren er ikke kattehader, men der må dog være grænser for, hvad man kan holde til. Derfor kan læserne godt i den kommende tid vente en redaktør, der påbegynder dagens arbejde en halv time tidligere en sædvanligt.

opdateret lørdagskylling

Her er nyeste skrig indenfor fødevare-genmanipulation: Den Ny Lørdagskylling!
Tanken bag skal angiveligt være den, at den nye lørsagskylling er så nuttet, at børnene kan lege med den 1 time, før man smider den i ovnen.

Producentens eneste bekymring før markedsfrigivelsen er den, at deres nye kylling er så sød, at man slet ikke nænner at spise den, og at hele familier kommer til at gå sultne i seng, og at det måske kan begrænse dens succes som familiens foretrukne aftensmad. Men i så fald har man en lidt mindre sød version på bedding, der nok er sød, men som godt kan spises alligevel.

onsdag den 20. juni 2012

Om redaktionen

      Her på redaktionen har vi nu bragt et par eksempler på hvad vi mener er tragisk komisk og tiden er inde til, at læserne får lidt at vide om hvem vi er - og lidt om vores medarbejdere:

      Vi arbejder med det mest moderne udstyr og her er 9 vidt forskellige stillinger, besat af yderst velkvalificerede medarbejdere:
      Chefredaktøren, som er den hovedansvarlige er mig og staves m, i, g.
      Øonomidirektøren, det er også mig,
      Journalisten, der tager sig af indenrigsstoffet er mig.
      Udenrigsstoffet, det er også mig.         
      Kontorchefen, med ansvar for regnskaber og personalet, er mig.
      Kasseren, det er også mig.
      Den der sørger for udgivelsen i praksis er mig.
      Ham der åbner butikken, fejer, vasker gulv, lukker og slukker efter os, det er også mig.

      Skulle nogen have spørgsmål, eller kommentarer til indlæggene, er de velkomne til at skrive til os her på bloggen og efterhånden som spørgsmålene og kommentarerne hober sig op, vil vi forsøge, at svare tilbage hurtigst muligt med de sidst ankomne først naturligvis 
- Der skal være orden i sagerne.

      Tragedien og komedien, deraf navnet på bloggen, "Tragiskkomisk", ligger, som det vil være de fleste bekendt, tæt op ad hinanden og skulle nogen forsøge at være tragiske, morsomme, eller begge dele samtidig på vor bekostning, vil det naturligvis blive taget ilde op.

Med venlig hilsen
Mig