lørdag den 14. juli 2012

Ugens reportage: De unge begynder at drikke alt for tidligt

      I de senere år, hvor specielt den ene side af vort ærede folketing har råbt op i tide og især utide om at stå vagt om "vore danske værdier" har man næsten ikke kunnet driste sig til at spørge, hvilke værdier, der egentlig helt nøjagtigt var tale om, og hvis man gjorde fik man næsten aldrig noget brugbart svar.

      Alligevel, eller derfor, vil vi gerne her på vor avis tage spørgsmålet op, da det må virke relevant for en diskussion om danske værdier, at være i stand til bare nogenlunde at kunne definere, hvad man taler om. Og alle flosklerne om demokrati, ytringsfrihed, sygehusvæsen, og Jesus falder lidt til jorden, da mange andre lande jo har dette også, og tilmed er hver af nævnte ting ligefrem opfundet i andre lande en Danmark.
Derfor satte vi os ned i en rundkreds og spurgte hinanden på redaktionen, hvad der kunne siges at være en rigtig dansk værdi - enten noget vi havde opfundet, eller var  meget bedre til end alle andre.

      Forbløffende hurtigt stod det klart, at det mest iøjnefaldende er, at vi har den ubestridte verdensrekord i unge menneskers umådeholdne druk, og det begynder i en tidligere og tidligere alder.

      Vores udfarende fotograf, har her i dette hyggedanske øjebliksbillede, der siger noget om problemets omfang, fanget en far - og hørt ham til sin pode: "Drik nu, Pernille, du skal i træning, så du kan klare dig, når du om nogle år kommer i skole og skal deltage i socialt samvær med andre glade, unge danskere"!

den friske lille Pernille, der gør hvad hun kan for at være en rigtig
dansker. Sød er hun.
     
      Vi erfarede, at det tog den lille pernille en time at komme igennem udfordringen, og hun blev undervejs og efterfølgende rost af sin far, der tydeligt var stolt af sin datter -  dog måtte hun kaste op fem gange og have skiftet ble ikke mindre end tre.Men den slags skal man jo ikke lade sig gå på af.

- Godt gået, Pernille, siger vi her fra redaktionen. Du skal nok blive rigtig dansk, når du bliver stor.

  

Et godt råd til billisterne

      Her fra redaktionen vil vi igen på kraftigste anbefale folk, at lade bilen blive hjemme når man skal pendle frem og tilbage til arbejde, eller bare bevæge sig rundt i storbyen.

      Livet omkring bus, S-tog og metrostationernes cykelparkering kan være ulige mere  interessant og væsentligt mindre kedeligt end at holde i kø i timevis på indfaldsvejene til storbyen, hvor billisten der holder ved siden, af sidder og taler i mobiltelefon, skærer ansigt i irritation, eller piller næse i kedsomhed.
  
   
           Vores fotograf har her fanget et stemningsbillede fra Nørreport Station i København i myldretiden.

fredag den 13. juli 2012

På hat med Guds stedfortræder

      Her på redaktionen er vi ikke blege for at henvende os til menigmand, og måske endda menig-kvinde, hvilket vil sige at bringe mode-reportager, som er helt "cutting-edge" og fremme i skoene - vi ser trendsene, før nogen har fattet, at de er trends!

      Der findes en mode-uge, som er endnu mere hemmelig end den mode-uge, som vi afdækkede i sidste uge i Bayern - nemlig den katolske vatikan-modeuge, som lige blev færdig her fredag morgen.

      Ved et helt utroligt lykketræf, så fik vor medarbejder Troels Godtenok, som iøvrigt, hånden på hjertet, er den modbydeligste ateist på Guds grønne jord, som et ærligt menneske kan forestille sig, et eksklusivt interview (med foto-opportunity) med selveste Guds sou-chef, pave Benedict den 16.

      Han er jo en ældre herre, men ved frisk mod, hvilket billedet ganske tydelig viser, og han går rundt i pavens private have bag Peterskirken, iført en både dristig og forførende hat. Som Troels Godtenok selv har udtalt, så kan paven godt med denne hat, minde Troels om en ældre dame, der altid kom til banko i Mern Forsamlingshus tirsdage og torsdage kl. 19, og ikke sjældent hjemtog 5 poularder på række, eller en kamsteg på hele pladen, men det ville være helt misforstået at tro, at der af den grund ikke skulle være tale om haute-couture.

      Hatten er lavet af silke, og med diskrete perler her og der, og koster efter sigende i omegnen af 125.000 kr at fremstille. Men, som paven udtaler med et rævesmil, så afskrækker det ikke en frisk mand i vatikanet, der tit er i rampelyset - og vatikanets udgiftskonto er nærmest bundløs, da en stor del af verdens fattige jo donerer en anselig del af deres sørgelige indkomst til den hellige katolske kirke, i det lønlige, omend fuldstændige omsonste håb at komme i himlen efter de er døde. På det skarpe spørgsmål om Guds eksistens svarer paven, mens han finurligt trimmer sine roser: "Tja, måske, det er jo svært at vide noget om..........men altså jo, han eksisterer!"...................


Men, katolik eller ej, der er stil over hatten, det kan man ikke tage fra den gamle stedfortræder, som da også  fik mode-ugens officielle, men hemmelige pris "Årets mest sexy hat".


torsdag den 12. juli 2012

Nye tider for bilkøbere

      Hvornår har man sidst kunne købe sig et nyt klædeskab, eller møbel i det hele taget, fikst og færdigt, leveret og stillet ind i soveværelset eller stuen klar til brug ?
- Det er vist desværre mange år siden.
     
      Skal man have sig et færdigmonteret møbel nu om stunde, må man købe det brugt hos en marskendiser, eller antikvitetshandler, eller købe det som samlesæt og fumle med diverse spånplader, dimser og dippedutter i plasticposer og prøve at forstå en manual skrevet på svensk, engelsk, spansk, eller kinesisk. Når man så endelig tror man er færdig, mangler der nogle dimser, eller der er nogle i overskud, mens man undrer sig over at møblet står pivende skævt. 
- Men vi har lært at leve med det.

      Nu erfarer vi desværre, at automobilforhandlere går møbelhandlerne i bedene og vil sælge biler væsentlig billigere og nu som samlesæt. Samlebåndet, opfundet af Henry Ford i begyndelsen af 1920'erne, er i disse år ved at blive afmonteret på bilfabrikkerne verden over.
- Vil vi i fremtiden have en færdigsamlet bil, må vi købe den brugt.
     
      Nu skal købere af nye biler altså i fremtiden henvende sig i bilforhandlerens udstilling, udse sig en model og henvende sig i vareudleveringen, hvor man så får udleveret sin ny bil, som vist på billedet her under, pakket i papkasser og plasticposer, med dimser og dippedutter, tillige med en venlig hilsen og god fornøjelse.
     
                                 

      Hvis det trods alle odds imod, skulle lykkes at få bilen samlet, skal man til syn med vidunderet, der efter alt at dømme vil blive kasseret, fordi der enten mangler nogle dimser, eller er nogle i overskud, som man ikke ved hvor man skal gøre af.
     
      På redaktionen synes vi ikke det er en god ide, med mindre resultatet bliver en lettelse af trafiktætheden i by og på land.
- Hvis det er tilfældet, vil vi hilse dette initiativ meget velkommen.

onsdag den 11. juli 2012

En historie fra hverdagen: Frk. Amandas heltemod

      Trafiktætheden i myldretiden ind til København er steget med 45% i de seneste år. Det er selvsagt en belastning for både by, folk, fæ, og forsikringsselskaber, men ingen politikere synes at ville gøre noget ved det. Villaejere og bilister er et fredet folkefærd som ingen ansvarlig politiker tør lægge sig ud med.
   Mange bilister er nu begyndt at køre hjemmefra klokken 3 om natten, og på indfaldsvejene til København, hvor trafikken er gået ganske i stå, er det ikke ualmindeligt, at se campingborde blive slået op og bilister sidde her og få sig et slag whist, sammen med andre trafikanter iført gasmaske, eller iltapparat og stråhat. Nogle foretager morgentoilette - og atter andre indtager morgenmad og kaffe. 

      Nogle bilister når lige hjem fra arbejde sent aften og bruger den knappe "kvalitetstid" med familien til at berede sig på straks at køre på arbejde igen, for at være fremme i tide og finde en parkeringsplads, i heldigste fald blot nogle få kilometers gang fra arbejdsstedet.    

      Forleden, da vor udsendte medarbejder i Fløng og omegn, forhenværende hønseriejer og nu kaffebrygger, frk. Amanda Hammerkast, undtagelsesvis skulle møde her på kontoret klokken otte præcis og rette an til kaffebord, i anledning af royalt besøg på redaktionen (Frk. Amanda havde til lejligheden lavet kræmmerhuse med flødeskum og egen indgang), var hun desværre kommet sent hjemmefra.
Frk. Amandas bil efter en tur i den efterhånden
markante morgentrafik
      Men den gode og altid pligtopfyldende frk. Amanda sætter en ære i at møde til tiden, trafik eller ej, og efter megen møje og besvær, larmen og tænders gnidsel, lykkedes det mod alle odds for det gode menneske at ankomme i tide, med lidt skubben og puffen hid og did. Noget forslået dog, og lidt krøllet i karbudsen, men ellers ved helse og godt mod - og endog til sidst at tilkæmpe sig en parkeringsplads.

- Godt gået frk.Amanda, siger vi her på redaktionen.

mandag den 9. juli 2012

Ny politik for Københavns havnebassin

      Vandet i Københavns havn er i de senere år blevet så rent at det er muligt at tage sig en svømmetur i havnen, uden at risikere diverse ubehagelige sygdomme. Hvor især københavnerne førhen brugte Amager strand, Charlottenlund og Bellevue strand, hopper både voksne og børn nu med stor fornøjelse i Københavns havn og boltrer sig lystigt med sjove badedyr, svømmebriller og snorkel.

      Kommunalbestyrelsen på Københavns rådhus har dog på det seneste modtaget flere klager fra erhvervstrafikken, her under krydstogt- og containerskibe og man diskuterede derfor livligt og seriøst muligheden for at opsætte spæringer for de badende forskellige steder i havnebassinerne, da man havde konstateret, at svømmere endog morede sig med, at svømme fra f.eks. Islands Brygge på tværs af bassinet til Kalvebod Brygge på den anden side til stor gene for skibstrafikken og dermed erhvervslivet - og det er jo en alvorlig sag.

      Under forsøget på at finde en løsning på problemet, forekom der megen tumult og nogen legemsbeskadigelse, under diskussionerne på Københavns Rådhus mellem havnevæsenet og politikerne, hvor de liberale, som jo går ind for frihed for den enkelte til at gøre lige hvad fa'n han/hun vil, fik deres vilje og foreslaget om begrænsninger for de badende blev brutalt fejet af bordet.

      I stedet har kommunen nu ansat en sejlende vagt, en pensioneret basunblæser fra de tyrkiske jernbaner, udstyret med lister over ankomne og afgående skibe og som kan sejle disse skibe i møde i god tid - og med myndige trut i hornet, advare diverse skibskaptajner om badende gæster ret forude.

søndag den 8. juli 2012

DF in natura

For kort tid siden oplevede man jo historien om en satiretegning fra Politiken, der var blevet lagt på Politikens Facebook-side, og som var blevet fjernet(bortcensureret!), da den åbenbart var for stærk for Facebooks smag.

Sådan noget kan man jo ikke have i et land med ytringsfrihed, og redaktionen opfatter det derfor som sin sure, patriotiske pligt at bringe tegningen, både for at modarbejde Facebooks ret til at censurere, og ydermere da det angår DF, der jo ved enhver lejlighed går stærkt ind for ubegrænset ytringsfrihed(i hvert fald så længe man er nogenlunde enig med DF)............også for tegninger!
Tegningen er meget festlig og appellerer til eens følelse af danskhed og frigjorthed, og skal vist nok oprindeligt være en hentydning til Peter Skaarups beklagelse over, at der ikke optræder nøgne bryster i en ny Danmarksfilm, hvilket han synes at der burde. Og det kan man da egentlig heller ikke være uenig med ham i - nøgne bryster kan jo ikke være en dårlig ting, næsten uanset hvad.

Når man kigger på pågældende tegning bliver man varm indeni, og kan næsten ikke lade være med at tænke på frigjorte badestrande, og nynne "Det er sommer, det er sol, og det søndag - alle men´sker er så glaade og fri"..............Poul Reichardt, Lille-Per, jordbærgrød, og hele balladen. Et glansbillede af Danmark vil De sige.......ja, måske - men et smukt og nødvendigt glansbillede, i så fald!
Det eneste man savner på billedet er, at Søren Espersen og Jesper Langballe er med...........de havde pyntet i baggrunden.