fredag den 3. august 2012

Paven på diskotek i Rom

      Den administrerende direktør i Vatikanet A/S, Pave Benedict den 16. er jo en moderne type, der forstår nødvendigheden af at bekymre sig om hans verdensomspændende firmas PR-værdi - og det kom vor udsendte medarbejder i  Peterskirken, Giovanni Spaghetti, for øre, at paven havde luftet tanker om at tage ud i Roms natteliv for at opleve virkeligheden og komme den almindelige befolkning ved, eller som han skal have udtrykt det: at være "nede med de unge", ved at aflægge besøg på et lokalt diskotek helt incognito. Da vi nu havde fået nys om denne affære, bad vi vor udsendte medarbejder om at holde øjne og ører stive, ifald noget der kunne ligne en diskret udseende pave skulle dukke op på gadehjørnerne.

      Efter meget fodarbejde og en smule bestikkelse lykkedes det vor udsendte at skaffe sig informationer, der normalt ville være ganske umulige at få fingre i. Det viser sig, at inden pavens natlige bytur, skal hans over-velærværdighed have sendt bud efter sin hellige frisør, som han altid bruger,  inden han går ud til almindelige mennesker.
Men denne gang følte denne gudsbenådede herrefrisør ikke at hans evner rakte, og bad derfor til apostlen Johannes om råd, og hørte i den forbindelse en stemme, der anbefalede ham at sende bud efter en moderne frisør ude fra Roms mondæne kvarter, og efter nogen tids  kunstnerisk udfoldelse med saks, kam, og hårlak, lykkedes det for denne frisør at gøre Hans Hellighed moden til det ønskede natlige diskoteksbesøg - og vores udsendte, den gode hr. Giovanni Spaghetti, fangede paven med sit kamera, som ses her i sin bærestol på vej til diskoteket. Paven leder med sin finger, som det ses på billedet, alfaderligt vej mod destinationen.

      Der forlyder intet konkret om, hvordan natten forløb for hans velærværdighed, da det lykkedes at holde festlighederne for lukkede døre, men to fotografer(hvoraf den ene heldigvis var vores) var så vedholdende at vente ved diskotekets bagdør til ud på de små timer. En halv time efter at Guds stedfortræder her på jorden havde forladt diskoteket diskret via bagdøren, viste sig i samme bagdør en nonne, der lod til at have for travlt til at tale med de ventende fotografer. Men det lykkedes dog at tage et billede af den nydelige kvinde, inden hun forsvandt i mørket.
Da Vatikanets PR-chef i morges blev forelagt fotografierne var det ham magtpåliggende, for ikke at give anledning til unødige og upassende spekulationer, at anføre, at der intet som helst mærkværdigt er ved, at Vatikanets åndelige leder tager sig tid til at tale om åndelige anliggender med en nonne, som han tilfældigvis møder på det lokale diskotek kl. 1. 30 om natten, idet ægte hengivne kristne er kristne når som helst og hvor som helst, forlyder det med bister mine fra samme PR-chef.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar