søndag den 15. juli 2012

Lokal præst advarer: Pas nu på kulturarven!


      Som det nok er læserne bekendt, så nærmer sig tiden, da vi har konstateret, at nogle af landets mange kirker hører vinterens stemme – nogle kyniske ateister og økonomer har i snart mange år mumlet om, at vi ikke kan blive ved at vedligeholde og drive næsten 3000 kirker i dette land, hvor gennemsnitsdanskerens måde at være kristen på oftest kun strækker sig til at få døbt ungerne, og skynde sig at komme i kirke juleaften, så man kan komme hjem bagefter og spise flæskesteg, og drikke noget sprut, mens alle pakker materielle goder ud.
      Derfor skal vi i de kommende år diskutere, hvilke kirker, der bedst kan undværes. Igen, kynikerne vil nok sige ”dem alle sammen” – men vi må jo nok tage det lidt ad gangen, og så bliver spørgsmålet, hvilke vi skal vælge først.

      Da der havde gået nogle uhyggelige rygter igennem længere tid, om at den lokale kirke i Nedre-Svenstrup på Sydfyn kunne være én af dem, der kunne undværes, da den eneste, der ud over præsten, har set indersiden af den kirke i de seneste 20 år, er den lokalkendte Fru Banke-Hansen, der troligt kommer om søndagen for at høre det hun betragter som Guds ord.

      Disse modbydelige rygter fik både Fru Banke-Hansen, og kirkens eneste præst Japetus Frelst-Sørensen til at gå til lokalavisen, og lade sig citere for følgende udbrud, leveret med fynd og klem: ”kirkerne i Danmark betyder uendeligt meget i folkets bevidsthed, selv om de ikke kommer der, derfor skal vi passe meget på med at bevæge os i retning af en ateistisk, dvs. gudløs stat, hvor Gud ikke har nogen bolig – se bare hvad der skete i Sovjetunionen”. Her skal Frelst-Sørensen have set ganske uheldssvanger ud, under udtalen af denne tankevækkende advarsel.
Han forklarer yderligere: Nedre-Svenstrupkirken er en hyggelig lille kirke, med en unik beliggenhed, nær ved skov og strand, og med en imponerende udsigt. Landskabet vil blive et fattigere sted uden vor elskede kirke(det har i øvrigt også været min arbejdsplads i 38 år, mumler han tilføjende, og hvad skal jeg ellers lave).
      Særligt den lille stige under kirken er en sjældenhed indenfor kirker, hvor man kan sidde alene i stilhed og møde Jesus, og fundere over Guds storhed.

      Det var ikke langt fra, at Frelst-Sørensen var blevet så oprevet af sine egne ord, at han truede med at gå i strejke, indtil han får en garanti for kirkens fortsatte eksistens: "Så kan de se, hvordan de vil klare den, hvis der ikke bliver afholdt nogle søndagsgudstjenester, ingen altergang, ingen "Kirkeklokke ej til hovedstæder" afsunget, ingen trosbekendelser!".

      Frelst-Sørensen skal dog efter sigende i dag søndag holde den sædvanlige gudstjeneste, hvor han har planlagt at holde en brandtale med passende citater om Jesus, der sagde til Peter "på dig skal min kirke bygges", og lignende kloge bibelord. Det ventes at falde i god jord hos den opmødte lokalbefolkning - dvs. Fru Banke-Hansen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar