fredag den 27. juli 2012

DF i indvandrerspørgsmål: Vi vil skam gerne bygge bro

      Det er jo almindeligt kendt, at Dansk Folkeparti ikke bryder sig om fremmede - og slet ikke, hvis de kommer til Danmark som indvandrere, flygtninge af tvivlsom herkomst, eller på anden måde suspekte personer........som angiveligt vælter ind over grænserne året og døgnet rundt... ja sågar både jule- påske-pinse og Valdemars dag

      I den anledning har en særlig undergruppe af DF - DITÅ (Danmark I Tusind År) - været på studietur i det store udland, for at få inspiration til hvordan vi effektivt kan sikre vores grænser mod disse forfærdelige menneskehorder, som kommer for at ligge vort kære fædreland til last, og som notorisk IKKE kan lide røde pølser.

      Det er lykkedes for redaktionen via en plantet undercover-journalist (der kan vi af samme grund ikke sige hvem det er) at få et billede af undergruppens foreløbige arbejds-udkast til, hvordan den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland bør fortificeres, nemlig med en kløft og en smal bro, og overgangen armeret med en kanon og en maskingeværrede på den danske side af kløften, samt et skilt, hvorpå der på dansk og tysk står "Dette er Danmark! - vi står vagt om de danske værdier!"

      Hvad tyskerne og andre medlemmer af EU vil synes om ideen, står indtil videre hen i det uvisse, men det vil snart vise sig, og efter undergruppens talsmands udsagn "rager det os en høstblomst, hvad disse bureaukrater nede i EU måtte mene om det"!

      DF´s undergruppe består af kompetente og snedige folk, og det er således ikke forbigået deres opmærksomhed, at grænsen mellem Danmark og Tyskland ikke for øjeblikket byder på så dramatisk et landskab, som man kunne ønske sig til formålet, og man pusler derfor med flere forskellige ideer til, hvordan den kan komme til at se ud som på computeranimationen. Man har endnu ikke lagt sig fast på noget, men snedige ideer har været oppe omkring noget med at få Flyvevåbnet til at anlægge en egnet kløft, ved hjælp af Tomahawk-missiler, eller subsidiært tvangsudskrive alle bistandsklienter og andre subjekter på overførselsindkomster til at udgrave en tilsvarende kløft med hakke, spade og skovl.
     
       I øjeblikket lader stemningen mest til, at være til det sidste, idet de langhårede, dovne, kejthåndede, venstreorienterede børster, der formentlig også er bøsser, bare hæver deres bistand, og sidder og drikker øl og ryger hash "ikke har noget fornuftigt at tage sig til alligevel - og på denne måde får de samtidigt en enestående chance for at tjene deres land"!

      Formanden for DITÅ udtaler i øvrigt, at det godt kan være, at en sådan sydgrænse ikke i første omgang vil være nok til at holde asiens, afrikas og mellemøstens horder ude, men om ikke andet, så vil det som en gunstig bi-effekt kunne forhindre al den grænsehandel, der i øjeblikket medfører et milliardtab for den danske statskasse, fordi upatriotiske jyder er ligeglade med deres fædreland, så længe de kan få Harboe-pilsnere til det halve, og fordelagtige tilbud på ekstra stor Toblerone, samt at kløften formentlig på meget kort sigt vil forhindre en del sommerhusudlejning til tyskere, der bare lejer alt muligt, og tror at de derfor kan tillade sig bare at te sig, som det passer dem.


      Man er godt klar over projektets omfang, og det tænkes derfor, at det kan blive noget, der kommer til at strække sig over en årrække. Men som formanden igen siger: "Så kan vi vel godt få bygget noget kløft hernede, når de tossede kivenhavnere skal bygge underjords-sporvogne alle vegne for offentlige midler"!
(DITÅ-formanden bor selv i Sønderborg, og har i mange år ledt efter et projekt, der kunne give sønderjyderne en lige så stor del i skattemidlerne, som de tydeligvis får i hovedstaden).

onsdag den 25. juli 2012

Kampen for ligestilling mellem kønnene

      De gæve forkæmpere for ligestilling mellem kønnene her til lands har endnu ikke, efter mange års hård kamp, opnået de ønskede resultater. Især inden for det offentlige siges det, at der endnu er lang vej til det ønskede mål, nemlig fuld og hel ligeberettigelse, arbejsmæssigt, lønmæssigt, såvel som hvad avancementmuligheder angår.

I den private sektor, såvel som i de små hjem og privatlivet i det hele taget, i by og på land, er man tilsyneladende ikke alene et hestehoved foran, men en hel girafhals.

Vor fotograf har her fanget en idylisk harmoni mellem moderne ægtefolk. Ægtemanden har, som det ses, overladt den totale ledelse og styring til konen, mens han  endog,  på tilsyneladende yderst  behagelig vis, ser passivt til. - Det kan lade sig gøre, som så meget andet, hvis bare man vil det nok. 

      Det skal nævnes, at ægtemanden på billedet ønsker at være anonym, da han meget nødigt vil moppes af ledelsen på sin offentlige arbejdsplads, men selvfølgelig har vi mandens navn, adresse og telefonnummer her på redaktionen.

     




tirsdag den 24. juli 2012

Endelig en kundevenlig bestyrer

      Da der ofte er rift om parkeringspladser tæt på indgangen til det lokale supermarked, har bestyreren for dette supermarked i Holbæk gjort noget ved sagen. Det kan ikke nytte noget, at kunderne kommer op at slås om de nærmeste parkeringspladser med legemsbeskadigelse og anden dårligdom som resultat og det slider på politiets ressouser, at skulle møde op dagligt til ophidsede kunder, hvoraf nogle må sendes på skadestuen.

Den pågældende bestyrer har taget kundernes klager til efterretning og giver dem ret i, at det ikke er hensigtsmæssigt, endsige kundevenligt, at skulle gå mere end halvtres meter fra sin bil til det pågældende supermarkeds indgang for at handle ind.

Han har derfor i stor forståelse, som det gode menneske han er, anskaffet et anseeligt antal selvkørende indkøbsvogne således, at de trætte kunder allerede ude på ude på parkeringspladsen, kan snuppe sig en el-drevet indkøbsvogn med sæde, blot ved, som ved de gammeldags indkøbsvogne, at lægge en tier, eller en tyver i boksen på vognen og bevæge sig ind i - og rundt i supermarkedet uden at skulle slide yderligere på de trætte ben. Efter  endt brug får man selvfølgelig også her sin mønt retur.

      Her på redaktionen hilser vi dette initiativ velkommen og håber, at andre snart vil følge efter.......Det kan ikke være meningen, at man skal stavre rundt på gåben op til hundrede meter og nogle gange mere fra parkeringspladsen for derefter yderligere, at skulle trættes ved at  bevæge sig rundt efter varerne på hylderne. - Det skulle lige mangle.



lørdag den 21. juli 2012

Trampolin-advarsel for villakvarterer

      I går ved middagstid var talsmanden for Dansk Redskabsgymnastikforening ude i flere lokaler medier med en advarsel om kraftige trampoliner i danske villakvarterer. Der har i de senere år været en rasende udvikling indenfor meget kraftige trampoliner, der kan erhverves for en rimelig billig penge, hvorfor det selvsagt for villaejere er blevet uhyre populært at lade sine børn og unge fare umotiveret op og ned i luftrummet.
      Problemet med denne praksis opstår ikke overraskende i villakvarterer, der ligger i nogenlunde nærhed af lufthavne,  idet disse unge mennesker ikke sjældent kan komme helt op i indflyvningshøjde for de mindre maskiner.

Foto af situationen taget med pilotens mobiltelefon.
      I forgårs gik det således ud over lille Jeremias, der foretog et hop så højt, at han landede på næsen af det ordinære rutefly fra Ålborg, der var under indflyvning til Københavns Lufthavn i  Kastrup, hvis kaptajn hermed mistede lidt af sit udsyn og blev forskrækket over, hvad han først opfattede som en måge. Ved nærmere betragtning af den røde trøje, som Jeremias bar til lejligheden, og simple håndtegn, lykkedes det piloten at opfatte, hvad det egentlig var der foregik. Han kunne dog ikke gøre meget i farten, og måtte nøjes med at sætte hastigheden 100 km/t ned, og ellers bare håbe det bedste.

      Det bør for en god orden skyld og til beroligelse for læserne nævnes, at det lykkedes for den unge mand at holde sig fast til cockpittets vinduesviskere under overfarten, og han landede således sammen med flyets øvrige passagerer i nogenlunde god behold, omend lidt forskrækket over hændelsen og med stærkt tilbagestrøget hår. Jeremias udtalte efter at være blevet beroliget med en gul sodavand fra baren: "det var jo slet ikke meningen, at jeg skulle til København i denne weekend".


      Episoden får talsmanden fra Dansk Redskabsgymnastikforening til at udtale: "Redskabsgymnastik er godt og sundt for de unge mennesker, men alt i alt vil det være en god ide at holde de unge under en 10-meters grænse, hvis man bor i udsatte områder".
      Man påtænker ydermere i foreningen at udvikle en stærk sikkerhedselastik, som vil kunne holde de unge udøvere i betryggende højde under udøvelsen af denne morsomme fritidsbeskæftigelse. 

  



fredag den 20. juli 2012

Besparelser på Retsmedicinsk Institut

      På Retsmedicinsk Institut har man, som i alle andre offentlige institutioner, tydeligt kunne mærke sparekniven på de offentlige budgetter. Således er man på beklagelig vis blevet tvunget til at dele nogle af sine mest nødvendige lokaler med et lokalt flytte- og møbelopbevaringsfirma, for at reducere huslejen, og dermed udgiften for den danske skatteborger.

      Det skabte i starten alvorlige problemer for personalet på instituttet, såvel som for de arme flyttemænd.

      Men problemet skulle nu være løst, meddelses
det officielt, da man har foretaget de nødvendige ændringer i skiltningen udendørs som indendørs, således at der hverken på den korte eller lange bane, som det hedder, skulle ske uhensigtsmæssige og/eller utilbørlige fejltagelser. Man har simpelthen lavet et system på lageret, hvor man straks ved ankomsten af nye møbler, eller hvad der ellers måtte dukke op, sætter en mærkat på med beskrivelse af indholdet, og stiller det henholdsvis til venstre og højre, alt efter beskaffenhed.


En anonym talsmand fra Liberal Alliance udtaler i den anledning:"det er aldeles ikke usmageligt, som nogle langhårede venstreekstremister har været ude at sige.....og vi hilser ethvert initiativ velkomment, der kan bringe de offentlige udgifter ned". Og han fortsætter: "Allerede sidste år havde vi jo et forslag fremme om intensiv tulipandyrkning på alle kirkegårdsarealer, da nu der sådanne steder er så gunstigt meget fosfor i jorden, og det kunne jo reducere statens udgifter til kirkegårde væsentligt, hvis man kunne producere massive mængder af tulipaner i alle farver, som så kunne sælges til kirkegårdens besøgende.........der jo alt andet lige er et kundesegment..........derudover ville det gavne betalingsbalancen, da vi så ikke ville behøve at importere nær så mange tulipaner fra Holland og Afrika....men også der satte de langhårede foden i klemme i døren, til skade for den danske skatteyder....men vi er virkeligt nødt til at begynde at tænke økonomisk rentabelt i dette land".







onsdag den 18. juli 2012

Tragedie på redaktionen: Bamsefars endeligt

      Til at dække de politiske partiers sommermøder havde vi i år sendt vor freelance-journalist, Gunvor Halvgrimsson - således også til Liberal Alliances årlige sommermøde(eller sommerfest må man jo nærmest kalde det, da disse folk er i sandhed festlige folk).

      Frk. Halvgrimsson havde til dette møde medbragt sin maskot "Bamsefar", som støtte og trøst i en hård tid, hvilket hun havde fundet nødvendigt efter sine seneste oplevelser ved sommermødet hos Dansk Folkeparti i Folkets Hus, der var pyntet op med så mange  dannebrogsflag, at det var umuligt at kigge ud af vinduerne, og hvor man drak Gammel Dansk i patriotiske mængder, mens man lyttede andægtigt til skjønne melodier fra Dansktoppen, for til sidst at afslutte mødet med på lette fjed at træde gamle populære folkedanse iført træsko og passende dragter. 

      Som i folkekirkernes søndagsgudstjenester, hvor præsterne holder prædikener over temaer fra Biblen, holder man hos Liberal Alliance tilsvarende opbyggelige taler over temaer fra tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens bog, MINIMALSTATEN, denne gang  over  emnet: "Den totale afskaffelse af Skatteministeriet", holdt af den landskendte, tidligere - og så populære kuglekaster, J.B. Olsen, efterfulgt af fællessang med varm luft og blålys.

      Tilbage på redaktionen efter mødet, satte frk. Halvgrimsson sig til at renskrive sine notater, men opdagede til sin store ophidselse, at Bamsefar pludseligt var forsvundet. Stor var sorgen, da man efter nogen søgen fandt ham i kopirummet, hvor han brutalt og pludseligt havde valgt at tage sig af dage. Overværelsen af det sidste møde hos partiet Liberal Alliance, havde tilsyneladende været i overkanten for hvad man kan forlange af en normaltbegavet bamse, der ellers var kendt for både stor tålmodighed med andre mennesker, og stor menneskelig varme. Frk. Halvgrimsson blev ved denne konstatering ganske utrøstelig, hvorfor vi fandt det nødvendigt straks at sende den grædefærdige frøken til Rigshopitalets Traumecenter.
Bamsefar efter Liberal Alliances sommermøde.

      Til alle vore læsere, som kender frk. Halvgrimsson og hendes maskot, kan vi meddele, at begravelsen har fundet sted i al stilhed i frk. Halvgrimssons baghave i Smørum Nedre, kun med deltagelse af redaktionen, de allernærmeste venner og familie, et lokalt mandskor og Over Stråballe Pigegarde. Gravøl blev afslutningsvis og i stor sorg drukket i rigelige mængder hos Bakkesangerinderne på Dyrehavsbakken i Klampenborg lørdag eftermiddag. (Hvor meget gravøl der blev konsumeret vides endnu ikke her ved redaktionens deadline mandag kl. 23.00.) . 



     

mandag den 16. juli 2012

Sommerkrise på det lokale fjerkræsslagteri

      På et af landets førende fjerkræsslagterier i Over Stokogsten, er der opstået katastrofale problemer med at overholde de aftalte leveringer af Lørdagskyllingen til supermarkederne. 

      Slagteriarbejdernes fællestillidsmand, Herbert Blegfed fortæller, at den unge kontorelev, frk. Lucia Brud, der skulle kopiere og distribuere ferieplanenerne for personalet, der består af fire skiftehold, ved en fejltagelse var kommet til, at lægge de fire ferieplaner i markulatoren i stedet for i kopimaskinen, hvilket på uheldig vis afstedkom, at hele personalet nu er taget på sommerferie samtidig.

      Vi har modtaget indtil flere vrede læserbreve fra byens beboere, der  klart indigneret klager over, at de nu ikke kan få deres sædvanlige lørdagkylling rettidigt i 3 uger fremover, - nemlig hver lørdag. (Deraf navnet).

      Vores rapporter på stedet meddeler os her mandag morgen, at de halvfærdige lørdagskyllinger nu ikke ved om de havner i den obligatoriske fine foliebakke, eller som simpel tarteletfyld.

      På billedet her under, har vores fotograf fanget fjerkræenes fællestillidskylling, der på passende vis holder sig seriøst orienteret om situationen.







     



     

søndag den 15. juli 2012

Politiets nye våben mod de meget unge kriminelle

      De unge bøller her til lands bliver yngre og yngre,  og på Christiansborg diskuterer man stadig om den kriminelle lavalder skal sænkes yderligere. I betragtning af, at selv børnehavebørn er ved at udvikle sig til små forbrydere, som heldigvis foreløbigt holdes tilbage fra at løbe rundt i samfundet, ved hjælp af pædagoger og metalhegn, så er problemet ganske presserende, og i politiet har man derfor taget sine forholdregler, ved at fremtidssikre sin vognpark til dette formål.

      For at være på forkant  har politiet således anskaffet sig et våben til eftersætning af bøller i lømmelalderen -  og det er lykkedes vor fotograf at skaffe sig adgang til garageanlægget på Hovedpolitigården, for at se det nye våben i kampen mod den kommende kriminalitet. Politiets talsmand udtaler iøvrigt: "og så koster de faktisk ikke mere end 149 kr. i Kvickly. Det er jo en stor fordel".